Medvirker i populært TV 2-program

Katinka Bjerregaard slutter sig til Malte Ebert i årets udgave af det uhyre populære program på TV 2

I 2017 blev Katinka Bjerregaard hædret med en Steppeulv-pris for Årets håb. Hun og gruppen, der bærer hendes fornavn, Katinka, er især kendt for deres finurlige tekstunivers og ukulelespil. (Arkivfoto) Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
I 2017 blev Katinka Bjerregaard hædret med en Steppeulv-pris for Årets håb. Hun og gruppen, der bærer hendes fornavn, Katinka, er især kendt for deres finurlige tekstunivers og ukulelespil. (Arkivfoto) Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

- Vi er ikke kønne nok til at danse, bragede hitkvartetten Katinka igennem med for fire års tid siden.

Nu skal gruppens sange fortolkes i den kommende udgave af 'Toppen af poppen', som bliver den 11. sæson i rækken.

Forsanger Katinka Bjerregaard er nemlig klar til programmet, afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

- Ærlig talt har det jo været et pissekedeligt år, så det er megadejligt at få muligheden for at spille noget musik på en ny måde, siger Katinka Bjerregaard i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Og så er det jo ét af de eneste tv-programmer i Danmark, hvor det faktisk handler om musik, som er spillet af musikere, lyder det fra den 30-årige københavner.

Katinka Bjerregaard slutter sig til Malte Ebert - der frem til 2018 optrådte som fænomenet Gulddreng - i årets udgave af 'Toppen af poppen'.

'Det er kedeligt'
Yderligere fem kendte kunstnere melder sig snart klar til programmet.

- Jeg har brugt lang tid på at gøre de andres sange til noget, som kunne være mit. Ellers synes jeg ikke, jeg kan synge det. Det er kedeligt, hvis man bare reproducerer.

- Lytteren skal kunne mærke mig i det også, siger Katinka Bjerregaard videre i pressemeddelelsen og fortæller, at hun forestiller sig, at opholdet på Mols, hvor optagelserne finder sted, bliver som at tage på højskole.

- Og så håber jeg på, at det bliver en leg, for i bund og grund er det at spille musik for andre den sjoveste leg.

Katinka blev dannet i 2012 og vandt i 2015 DR's musikalske talentudviklingsprogram, 'Karrierekanonen'.

Katinka har udgivet to plader og to ep'er, hvor man foruden 'Vi er ikke kønne nok til at danse' også finder hits som '2000 meter i frit fald' og 'Luftballoner'.

'Toppen af poppen' sendes på TV 2 til efteråret.