Misser en halv million: - Det er sgu fint

Philip Olsen blev den første, der måtte forlade 17. sæson af 'Paradise Hotel'

Philip Olsen bliver valgt fra til tirsdagens parceremoni. Foto: Janus Nielsen/Nent Group
Philip Olsen bliver valgt fra til tirsdagens parceremoni. Foto: Janus Nielsen/Nent Group

Fornøjelsen i Mexico blev kort for 23-årige Philip Olsen, der måtte sige farvel til chancen for at vinde en halv million kroner som den første deltager i årets 'Paradise Hotel'.

Under parceremonien i tirsdagens afsnit bliver han nemlig vraget af Monique, som i stedet vælger at danne par med Aykut.

Se hvordan det udspillede sig i videoen herunder:

Til Ekstra Bladet fortæller Philip Olsen, at det ikke kom som en overraskelse for ham.

- Jeg snakkede ikke så meget med folk og var lidt lukket. Men jeg tager det ikke så tungt. Jeg gjorde mit, og der er jo en, der skal ryge som den første, siger han og tilføjer:

- Det var bare et skud i tågen, at jeg snakkede med Monique. Jeg skulle lige kæmpe lidt til det sidste, men jeg havde ikke rigtig snakket med hende de andre dage.

Derfor er han også helt okay med, at det ikke blev ham, der kunne tage den store gevinst i denne omgang.

- Det er sgu fint. Det gør mig ikke så meget, siger han om at glippe den halve million kroner, der spilles om.

God oplevelse
Selvom Philip Olsen hurtigt måtte sige farvel, er han glad for de nye venner, han har fået gennem programmet.

- Det var en fed oplevelse. Jeg havde det lidt ambivalent, mens jeg var der, men nu har jeg været i Danmark lidt efter, og det er ikke så slemt, som jeg havde forventet. Det er fedt at have prøvet, og jeg er glad for, at jeg tog afsted og fik alle de fede bekendtskaber, siger han.

De andre deltagere i 17. sæson af det populære realityprogram kan du læse mere om her.

'Paradise Hotel' kan ses på Viaplay og Viafree, og der kommer nye afsnit hver tirsdag, onsdag og torsdag.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet de problemer, som flere tidligere deltagere har oplevet med stoffer i realitymiljøet (+).