Da Anders Cortsen i mandagens afsnit af 'Robinson Ekspeditionen' stemplede ud, ventede der ham en sørgelig nyhed.
Når deltagerne ryger ud, sendes de på hotel, hvor de venter på at blive transporteret hjem til Danmark, og her kunne produktionen overbringe Anders nyheden om, at både hans farfar og bonusfarfar var døde.
Til Ekstra Bladet fortæller den 37-årige 'Robinson'-deltager, at hans kone sammen med produktionen havde truffet beslutningen om at vente med at give ham besked.
- Det var bare deres tid, der var kommet, så der var ikke noget dramatisk over det. Så min kone og produktionen besluttede, at de ikke ville lade mig det vide, fordi de var nervøse for, hvordan jeg ville gå videre med det, og om jeg selv ville melde mig ud. De syntes ikke, jeg skulle stå med den beslutning, siger han.
Og den beslutning er Anders glad for, at de traf.
- Det var 100 procent den rigtige beslutning. Jeg er nok den type, der tænker, at jeg ikke kunne have gjort til eller fra, og det havde ikke hjulpet noget, hvis jeg havde stoppet mit ophold dernede, siger han og fortsætter:
- Hvis det havde været noget, der var sket pludseligt, at der for eksempel var en fra min familie, der var død i en ulykke eller lignende, ville jeg selvfølgelig gerne have haft det at vide, og det er der ingen tvivl om, at de ville have sagt.
Nåede begravelsen
Ikke desto mindre ramte nyheden ham hårdt.
- Man tænker aldrig rigtig, at der sker noget for en, før der så gør. Jeg havde ikke skænket det en tanke, at det her kunne ske. Så jeg blev da ked af det og ramt af alle de her ting med, at man gerne lige ville have været der noget mere og have været der en gang tæt op mod afrejsen. Det havde jeg ikke. Jeg havde ikke set hverken min farfar eller min bonusfarfar i et godt stykke tid op til, fortæller Anders.
Derfor var han også glad for, at det kunne lade sig gøre, at han kunne nå med til sin farfars begravelse.
- Jeg kom hjem sent om aftenen, og så tog vi til begravelse næste morgen. Vi fik skubbet nogle ting rundt, så jeg kunne nå begravelsen, siger han.
Hvordan det videre går i 'Robinson Ekspeditionen', kan du følge mandag klokken 20.00 på TV3 og på Viaplay.
Flere tidligere deltagere har måttet betale en høj pris for tv-eventyret og berømmelsen, der har givet dem mén for livet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------