I mere end et år har fans verden over glædet sig til at gense Ross, Rachel og alle de andre elskede karakterer fra tv-serien 'Friends' i et splinternyt reunion-format, som streamingtjenesten HBO Max har varslet.
Men sådan bliver det ikke.
I et interview på talkshowet The Graham Norton Show fortæller David Schwimmer, som spillede Ross Geller i serien nemlig, at de velkendte karakterer ikke vender tilbage.
- Jeg skal være mig selv. Jeg skal skal være David. Vi skal ikke spille roller, vi skal være os selv - de rigtige mennesker, siger han.
Han åbner dog også en lille dør på klem for dem, der havde håbet at gense deres 'Venner'.
- Der er en del af det, som jeg ikke vil løfte sløret for, hvor vi alle sammen læser noget højt, siger han i interviewet.
HBO Max har tidligere fortalt om den store reunion, at det bliver et timelangt show uden manuskript, hvor det skuespillerne besøger det originale set og sammen genoplever nogle af minderne derfra.
Derudover kan man forvente at se sjældne optagelser fra bag kulissen.
De 236 afsnit af 'Friends' blev vist fra 1994 til 2004. Der er endnu ikke fastsat en premieredato for den kommende reunion.