Det er nu blevet bekræftet, at det endegyldigt sidste afsnit af 'Neighbours' bliver vist på britiske Channel 5 29. juli.
Det skriver Radio Times.
Faktisk bliver de tre sidste afsnit sendt den dag. Tredjesidste afsnit bliver vist klokken 13.45 og genudsendt klokken 18, mens de to sidste bliver vist som et dobbeltafsnit i den bedste sendetid klokken 21.
Og det er forståeligt nok, at kanalen rydder aftenfladen, da der er lagt op til et kæmpe brag, når både Guy Pearce, Jason Donovan og Kylie Minogue returnerer til det fiktive parcelhuskvarter omkring Ramsay Street, som har tryllebundet seere i 37 år.
Jason Donovan og Kylie Minogue blev betragtet som kvarterets 'powerpar' og blev gift i serien i 1987 i et afsnit, der trak to millioner australiere til skærmen, og senere over 20 millioner briter, da afsnittet blev sendt i Storbritannien året efter.
'Vi er begejstrede for, at Jason og Kylie er kommet hjem for at spille en meget speciel rolle i vores serieafslutning. Det har været en følelsesladet oplevelse for dem og for os, og jeg er sikker på, at det også vil være det for vores seere', udtalte seriens producer, Jason Herbison, da genforeningen blev offentliggjort i begyndelsen af maj.
I den virkelige verden dannede Minogue og Donovan par fra 1986 til 1989, hvor Donovan blev dumpet, og Minogue fandt sammen med INXS-forsanger Michael Hutchence.
Den 63-årige 'Neighbours'-veteran Stefan Dennis, som har spillet den iskolde forretningsmand Paul Robinson i over 4600 afsnit, har overfor Daily Mail Australia bekræftet, at han medvirker i seriens sidste scene.
Ifølge mediets oplysninger er også Jackie Woodburne, som har spillet Susan Kennedy i knap 3000 afsnit, med i scenen.
Ifølge The Sun får 66-årige Jackie Woodburne det endegyldigt sidste ord i serien.
'Neighbours' havde premiere i 1985 og er den længst kørende australske tv-serie nogensinde.