Nu er Ellens afløser fundet

Popstjernen Kelly Clarkson overtager tjansen som talkshow-vært fra Ellen DeGeneres

Ellen DeGeneres fældede en tåre, da hun annoncerede, at næste sæson af hendes show bliver den sidste.

For to uger siden kunne talkshow-vært Ellen DeGeneres meddele, at hun efter flere end 3000 afsnit af 'The Ellen DeGeneres Show' har valgt at trække stikket, når hun afslutter den kommende 19. sæson.

Nu kan tv-kanalen NBC løfte sløret for, hvem der skal udfylde hullet i sendefladen.

Flere amerikanske medier blandt andre The Hollywood Reporter oplyser, at det bliver popstjernen Kelly Clarkson, der med sit talkshow 'The Kelly Clarkson Show' indtager sendetidspunktet.

Kelly Clarkson, der blev kendt som vinder af talentshowet 'American Idol', sendes allerede på en lang række kanaler ejet af NBC.

Derfor er der ifølge flere medier en økonomisk beslutning bag at lade popstjernen overtage sendetidspunktet, når vi når 2022, fordi 'The Ellen DeGeneres Show' blev produceret eksternt.

39-årige Kelly Clarkson overtager sendefladen efter Ellen DeGeneres. Foto: Eduardo Munoz / Ritzau Scanpix
39-årige Kelly Clarkson overtager sendefladen efter Ellen DeGeneres. Foto: Eduardo Munoz / Ritzau Scanpix

Ramt af skandalesager
Ellen DeGeneres havnede sidste år i en sand shitstorm, da hun blev anklaget for chikane, racisme og trusler mod medarbejderne på hendes talkshow.

Hun har dog afvist, at det er årsagen til hendes afgang som vært.

- Når du er en kreativ person, har du konstant brug for at blive udfordret - og hvor fantastisk, og sjovt, dette program end er, så er det bare ikke en udfordring længere, lød det fra den 63-årige DeGeneres.

De mange anklager, som hun undskyldte i september sidste år, var dog skyld i, at seertallene bragede ned.

- Jeg tager det meget alvorligt, og jeg vil gerne sige, at jeg virkelig er ked af det på vegne af de mennesker, der er blevet berørt, sagde hun under sæsonpremieren sidste år og fortsatte:

- Jeg ved, at jeg er i en position, hvor jeg er priviligeret, har magt, og med det kommer et ansvar. Jeg tager ansvaret for, hvad der sker på mit program.