Det har været ulovligt, når Nicklas Bendtner i flere Discovery-programmer er drønet rundt i forskellige biler.
Det stod klart, da eks-fodboldspilleren tidligere i oktober blev dømt for overtrædelser af færdselsloven og fik konfiskeret sin Porsche til en værdi af to millioner kroner.
Som Ekstra Bladet i februar kunne afsløre, har 33-årige Bendtner flere gange siddet bag rettet i 'Jaget vildt' og 'Bendtner & Philine'. Og dommen får nu konsekvenser for, hvordan den slags programmer i fremtiden gribes an. Det understreger Esben Elborne, der er kommunikations- og PR-chef hos Discovery Danmark, i en mail til Ekstra Bladet.
'Vi tager naturligvis hele situationen til efterretning. Vi vil fremover indskærpe overfor produktionsselskaberne, at de skal sikre, at folk har et gyldigt kørekort, inden de laver optagelserne med dem, hvor de kører i bil,' lyder det.
Få et overblik over tiltalen mod Nicklas Bendtner.
Helt ekstraordinært
Esben Elborne mener ikke, at der var grund til at tvivle på, hvorvidt fodboldstjernen, trods tidligere fratagelse af førerretten, måtte køre bil.
'I denne sammenhæng er det er vigtigt at understrege, at vi ikke på noget tidspunkt har haft anledning til at betvivle, at Nicklas Bendtner kørte rundt uden førerret,' skriver han og fortsætter:
'Nicklas Bendtner understreger også selv, at han har handlet i god tro og har været af den overbevisning, at hans engelske kørekort også gav ham ret til at føre en bil i Danmark. Så situationen er helt ekstraordinær og uden sammenligning i øvrigt.'
Modsiges af retten
Nicklas Bendtner forsvarede sig i retten med, at reglerne var for komplicerede til at forstå, og at han derfor havde handlet i god tro. Dommeren var dog uenig. Det kunne Ekstra Bladet i sidste uge fortælle på baggrund af en aktindsigt i dommen.
'Tiltaltes seneste britiske kørekort er udstedt 6. april 2013. Kørekortet er således udstedt, mens han var frakendt førerretten i Danmark, og det er der for ikke gyldigt til kørsel i Danmark efter den gældende kørselsbekendtgørel eller den kørselsbekendtgørelse, der var gældende på det tidspunkt, hvor han fik sædvanlig bopæl i Danmark,' lyder det i dommen, hvor Bendtner samtidig får en lille opsang af dommeren:
'Retten finder, at der, når man flytter til landet, er anledning til at undersøge, hvilke regler der gælder for at kunne køre bil lovligt, og at det særligt gælder, når man har været frakendt førerretten', lyder det.