Det amerikanske power-par, countrystjernerne Faith Hill og Tim McGraw, skal ikke længere kun spille musik sammen. Nu skal de også spille mand og kone - som i virkeligheden.
Det sker i den kommende Paramount+-serie 'Y: 1883', som er en forløber til 'Yellowstone', der har Kevin Costner i hovedrollen som ranchejer og familieoverhoved John Dutton.
I 'Y: 1883' skal Faith Hill og Tim McGraw spille ægteparret Margaret og James Dutton, som grundlægger familiens ranch - som Costner så senere overtager.
Det sker efter en farefuld rejse hen over USA's store sletter, hvor de får selskab af Shea Brennan - spillet af Sam Elliott. Han er en vaskeægte cowboy, der skal lede en større gruppe eventyrlystne gennem sletterne fra Texas i syd til det forjættede og utæmmede land i Montana i nord.
Det er Taylor Sheridan, der også har kreeret 'Yellowstone', der står bag 'Y: 1883'. Indtil videre findes der kun disse 11 lokkende sekunder af den kommende serie, der forventes at få premiere i løbet af 2022.
Fjerde sæson af 'Yellowstone' får premiere på Paramount+ senere i år.
Også i det virkelige liv ejer Kevin Costner en gigantisk ejendom. Og du kan rent faktisk leje den, men du skal have pengepungen i orden. Kom med ind på ranchen her (+).