Nu sker det: Tv-succes kommer til Danmark

Fra 25. maj kan den danske udgave af datingprogrammet 'Bachelor' streames på TV 2 Play

her kan du se, hvad vi som seere har i vente.

Inden længe blænder TV 2 Play op for lidt af et kærlighedseventyr, når den danske version af det populære dating-program 'Bachelor' rammer streamingtjenesten 25. maj.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

I 24 programmer skal 32-årige Casper Berthelsen date 18 danske kvinder på det, TV 2 kalder en 'eventyrlig kærlighedsrejse til det smukke og romantiske græske øhav'.

Kvinderne skal på skift på date med den danske 'bachelor', og hver uge skal han ved en roseceremoni vælge, hvilke kvinder han vil lære bedre at kende.

Tv-vært Petra Nagel styrer slagets gang i den danske udgave af 'Bachelor'. Foto: Lotta Lemche / TV 2
Tv-vært Petra Nagel styrer slagets gang i den danske udgave af 'Bachelor'. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Kærlighedsbuffet
Hos TV 2 glæder man sig over premieren.

'Vi har kæmpe ambitioner for TV 2 PLAY, og vi tror på, at kærligheden er størst af alt. Derfor passer det os perfekt at være de første i Danmark til at præsentere et af verdens største kærlighedsformater', udtaler indholdschef for TV 2 Play og TV 2 Zulu, Sune Roland, i pressemeddelelsen og fortsætter:

'Vi glæder os utroligt meget til at smide denne overdådige kærlighedsbuffet afsted til de mange, der elsker reality, ægte følelser og kærlighed, og jeg tør godt love, at det bliver følsomt, dramatisk og temmelig magisk'.

'Bachelor' blev første gang vist i USA i 2002 under navnet 'The Bachelor', og siden har 35 lande verden over, blandt andet Australien, England, Ukraine og Frankrig, stået for 175 sæsoner og mere end 2.200 timers 'Bachelor'-programmer.

På TV 2 Play vil programmet udkomme tre gange om ugen fra 25. maj i afsnit af 30 minutters varighed.

Læs mere om den danske 'Bachelor' her.

Se første smugkig på programmet i videoen øverst i artiklen.