Ny kritik af DR-program: - Ærgerlig og unuanceret fremstilling

Formand for Lægeforeningen Camilla Rathcke er ærgerlig over den måde, Sarah Grünewald fik lov til at fortælle om corona-senfølger på i 'Aftenshowet'. DR afviser kritikken

Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, fik ikke muligheden for at være med live i 'Aftenshowet' på DR. Foto: Lars Bech
Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, fik ikke muligheden for at være med live i 'Aftenshowet' på DR. Foto: Lars Bech

I sidste uge var tv-vært Sarah Grünewald i 'Aftenshowet' på DR, hvor hun fik frit spil til at fortælle om alternativ behandling mod corona-senfølger, hvilket fik seerne hurtigt til tasterne.

Kort efter var der flere kritiske røster om 'Aftenshowet' og den manglende kritiske vinkel i interviewet.

Sarah Grünewald var alene i studiet, men i indslaget var Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, med i et båndet indslag, hvor hun kort sagde, at man ikke kan anbefale eller fraråde alternativ behandling mod corona-senfølger.

Et indspark, Sarah Grünewald umiddelbart efter fik lov til at kalde for 'bullshit'.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Sarah Grünewald omkring hendes udtalelser i 'Aftenshowet' samt det ansvar, hun har som influencer. Sarah har ikke ønsket at besvare vores spørgsmål, men fortæller, at hun selv har betalt for behandlingen. Hun fortæller gennem sin manager, at hun er tilfreds med indslaget og er glad for, at hun fik sat fokus på senfølger. Foto: Mogens Flindt
Ekstra Bladet har været i kontakt med Sarah Grünewald omkring hendes udtalelser i 'Aftenshowet' samt det ansvar, hun har som influencer. Sarah har ikke ønsket at besvare vores spørgsmål, men fortæller, at hun selv har betalt for behandlingen. Hun fortæller gennem sin manager, at hun er tilfreds med indslaget og er glad for, at hun fik sat fokus på senfølger. Foto: Mogens Flindt

Ærgerlig og unuanceret fremstilling
Over for Ekstra Bladet fortæller Camilla Rathcke nu, at hun efter programmet modtog flere henvendelser og derfor valgte at se det program, hun selv var blevet en del af. Og hun var ikke imponeret af DR-udsendelsen.

- Grundlæggende synes jeg, at det er en ærgerlig og unuanceret fremstilling - både af fordele, ulemper og udfordringer ved alternativ behandling. Det er en ærgerlig fremstilling af den problematik, der er omkring senfølger.

- Hvad tænker du om, at du ikke fik tilbudt at være med live igennem?

- Det er vanskeligt, når man som formand for Lægeforeningen bliver bedt om at forholde sig meget generelt til alternativ behandling, og det, der foregår i studiet, er noget meget konkret om et bestemt sygdomsforløb. De to ting er ikke en dialog, hvor man reelt kunne få sat flere nuancer på.

Vidste ikke noget

Camilla Rathcke fortæller, at hun ikke blev gjort opmærksom på Sarah Grünewalds historie, men at 'Aftenshowet' var interesseret i at høre, hvad Lægeforeningen generelt mener om alternativ behandling og deres syn på, at nogle borgere vælger at søge alternativ behandling.

- Så du vidste ikke, at interviewet omhandlede Sarah Grünewald, der omtalte 'japenese cupping'?

- Nej, Ikke at det handlede om cupping, men jeg vidste, at det handlede om Sarah, siger Camilla Rathcke og gør det klart over for Ekstra Bladet, at hun godt ville have haft en dialog med Sarah og værterne.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Sarah Grünewald er blandt andet kendt som vært på TV2-hitprogrammet 'Vild med dans'

Ville gerne have haft dialog
- Hvordan har du det med at være med i den kontekst?

- Det er synd for dem, der kigger på, og jeg synes, at det er synd for så alvorlige emner som alternativ behandling og senfølger. Det er ærgerligt, at vi ikke får den gode dialog om, hvad alternativ behandling ikke kan, og hvor man skal være opmærksom - og af det naturlige forløb af sygdom.

- Ville du havde sagt noget andet, hvis du havde fået mulighed for at være med live?

- Jeg ville have haft muligheden for at være mere uddybende i den kontekst, det blev fremstillet. Sarah præsenterer en meget konkret sygehistorie - og jeg svarer helt generelt på alternativ behandling, og hvad man skal eller kan gøre som patient.

- Er Sarah Grünewalds senfølger blev fremstillet forkert?

- Det er i hvert fald ikke en rimelig måde at præsentere, hvad senfølger er, fordi Sarahs sygdom ikke ligger mere end en måneds tid tilbage, hvor en del af forløbet er aktiv sygdom. Mange døjer jo i måneder og nogle gennem et år. Jeg er sikker på, at hvis vi havde siddet sammen i studiet, havde vi fået en anden dialog og en snak om, hvad der er almindeligt at opleve under aktiv sygdom, og som ofte svinder spontant - og hvad alternativ behandling kan og ikke kan.

- Det er jo alternativ behandling, fordi det reelt ikke er dokumenteret, at det virker, slutter Camilla Rathcke.

DR afviser kritik

Ekstra Bladet har forholdt 'Aftenshowet' kritikken og spurgt, hvorfor Camilla Rathcke ikke fik mulighed for at deltage i live i interviewet.

Lisbeth Langwadt, chef for 'Aftenshowet' i DR Medier, har ikke ønsket at stille op til interview, men besvarer i stedet en række spørgsmål på mail.

'Vi prioriterer ofte at lave båndede indspark, og det var tilfældet her. Pga. corona har vi masser af mennesker med igennem enten live eller båndet, så det er der intet usædvanligt i', skriver hun og fortsætter:

'Som vi har sagt tidligere, så var der interview med Lægeforeningen, som i indslaget fortæller, at de jo faktisk godt kan forstå, hvorfor nogle søger mod det alternative for at få lindring på senfølger af covid-19, men at de selvfølgelig generelt ikke kan anbefale behandlinger, der ikke har en dokumenteret effekt. Som vi tidligere har nævnt, så kunne man set i bakspejlet godt have spurgt direkte ind til Lægeforeningens og videnskabens syn på netop den behandling, Sarah Grünewald har fået, for at der ikke efterfølgende kan herske tvivl om dette.'

Er det normalt, at I ikke giver kilder det tilbud?

'Vi prioriterer ofte at lave båndede indspark, og det var tilfældet her. Pga. corona har vi masser af mennesker med igennem enten live eller båndet, så det er der intet usædvanligt i,' skriver hun og afviser, at man havde en snak med Sarah Grünewald om, hvorvidt en ekspert skulle være med live.

'Nej! Vi lader naturligvis aldrig gæster blande sig i det redaktionelle eller stille krav til, hvem der må være med og ikke være med. Så det er selvfølgelig heller ikke tilfældet her,' skriver Lisbeth Langwadt.

Det svarer DR ikke på:

Ekstra Bladet har efterfølgende sendt en række opfølgende spørgsmål til DR, der dog ikke ønsker at besvare dem. Man henviser i stedet til tidligere svar på andre spørgsmål.

- Hvorfor blev Camilla Ratchke ikke informeret om, at interviewet handlede om Sarah Grünewalds syn på alternativ behandling?

- Hvorfor blev hun kun bedt om at forhold til til alternativ behandling generelt - og ikke ud fra Sarahs synspunkt?

- Burde I - set i bakspejlet - have informeret Camilla Ratchke bedre inden interviewet?