Oh Lands løfte: Nu sker det

Tredje gang er lykkens gang, mener Oh Land, der endelig har fået fingre i den unge kategori

Lucca er ét af Oh Lands tre håb. Hør hende synge her. Video: TV2

Den altid muntre 'X Factor'-dommer Nanna 'Oh Land' Fabricius er med for tredje gang, men hun har endnu ikke oplevet at have en finalist under sine vinger.

Det skal der laves om på i år, hvor hun har fået den normalt så stærke unge-kategori. Og da Ekstra Bladet taler med hende forud for de nervepirrende liveshows, er hun klar til at tage presset på sine skuldre.

- Det er i år, det skal ske. Punktum. Vi snakker at gå hele vejen. Jeg er ikke kommet for at danse, griner hun og udbryder et jubelbrøl, da hun hører, at bookmakerne er enige med hende i, at hun er favoritten i år:

- Jaaaa, råber hun glad.

Foto: Mogens Flindt Film, tv & radio Hård sviner: Man krummer tæer

Drømmescenarie
Da Ekstra Bladet taler med Oh Land, er Nikoline og Solveig, begge Oh Lands artister, de store favoritter ifølge bookmakerne. Det har siden ændret sig, så det nu er Oh Lands tre deltagere, der optager de tre øverste pladser, og det er tydeligt, at sangerinden er top-motiveret i år.

- Ej, hvor er det fantastisk. Det gør mig specielt glad, for jeg ved godt, at Nikoline fik rigtig meget opmærksomhed efter sin audition, men det gør mig også rigtig glad med Solveig, fordi hun lidt har været en underdog. Jeg er super glad for, at folk kan se potentialet i hende. Det giver mig helt gyseren på, siger hun begejstret.

- Hvordan er det endelig at have fået ungekategorien?

- Det er jo et drømmescenarie, jeg er decideret lykkelig. Mit liv er bare blevet så meget sjovere, efter jeg har fået tre teenagedøtre, griner hun.

Oh Land har fået ungekategorien i år. Foto: Mogens Flindt
Oh Land har fået ungekategorien i år. Foto: Mogens Flindt

Rent skud
Hun mener, at det helt automatisk giver nogle fordele.

- Det betyder, at man får nogle deltagere, som ikke har været ude og ramme en masse forkert. Man får nogle, der kommer med et fuldstændigt blankt kanvas og en uforløst energi, fordi de ikke har prøvet noget endnu, når det kommer til musik og det at stå på en scene. Det er bare et rent skud, siger hun.

Martin Jensen er ikke imponeret over bookmakernes dom. Foto: Mogens Flindt Film, tv & radio Overrasket 'X Factor'-dommer: Er du seriøs?

- Er der ikke også ulemper?

- Man får ikke kun ting forærende. Der er også rigtig, rigtig mange ting, der skal tages hensyn til og tanker, der skal føres til ende. Jeg synes, jeg har et større ansvar på en eller anden måde. De her unge mennesker har ikke nødvendigvis et job eller studie at vende tilbage til. For dem er det alt eller intet, og de er altså vitterlig 15 år, hvilket man skal huske, når man ser deres udvikling og de nerver, de dealer med. Jeg er dagligt imponeret, siger dommeren.

Om tredje gang er lykkens gang for Oh Land, og hun endelig får en finalist, kan ses de kommende fredage på TV2.

Oh Lands unge artister består af 17-årige Nikoline (tv.) og de 15-årige Lucca (midten) og Solveig. Foto: Lasse Lagoni/TV2
Oh Lands unge artister består af 17-årige Nikoline (tv.) og de 15-årige Lucca (midten) og Solveig. Foto: Lasse Lagoni/TV2