Rikke Gøransson er nærmest synonym med 'Paradise Hotel', men efter 13 år og 15 sæsoner var det sidste år slut med hende som vært på realityhittet, som skiftede format og navn til 'Paradise'.
Men nu er hun tilbage. Når den tredje sæson af 'Paradise' løber over skærmen senere i 2023, er hun nemlig igen i rollen som vært - denne gang sammen med Olivia Salo, der har været medvært på de to første 'Paradise'-sæsoner.
Det oplyser Viaplay i en pressemeddelelse.
- Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor hjerteligt meget jeg glæder mig til at kunne byde en række spændte og håbefulde gæster velkommen til smukke 'Paradise' og deres livs eventyr. Det bliver intet mindre end magisk. Ikke mindst fordi jeg endelig ikke er den eneste uden en partner. At skulle lede spillets gang sammen med superseje Olivia Salo, er så spændende, og en af grundene til, at jeg vender tilbage, siger Rikke Gøransson.
Også Olivia Salo, der var vært på 'Paradise Hotel' sæson 18 og sammen med Emil Olsen var vært på de to første sæsoner af 'Paradise', indtil han stoppede, glæder sig.
- De første tre sæsoner, hvor jeg har været med som vært, har været superfede, og jeg glæder mig helt vanvittigt til, at jeg nu skal stå i front sammen med Rikke. Jeg har set op til Rikke og Rikkes fantastiske arbejde i mange år, så at stå i spidsen med en så fantastisk, talentfuld og varmt menneske. Det er en kæmpe ære for mig, siger Olivia Salo i pressemeddelelsen.
Det vides ikke, hvornår i 2023 'Paradise' får premiere.