Det kom som noget af en overraskelse for bejlerne i 'Bachelor', da der i sidste uge tjekkede en helt ny fyr ind i realityprogrammet på TV 2.
Dermed blev kampen om kvindernes opmærksomhed intensiveret, da bacheloren Casper fik selskab af endnu en bachelor i form af 31-årige Jaffer, som flere måske vil kende fra 'Robinson Ekspeditionen', som han medvirkede i i 2019.
Selvom Casper på tv tilsyneladende tog nyheden om en ny fyr med overraskende ophøjet ro og blandt andet sagde til kvinderne, at han synes, det var 'helt cool', var alt dog langtfra fryd og gammen i kulissen.
Siden har Casper nemlig fortalt til Ekstra Bladet, at han overvejede at rejse hjem i kølvandet på overraskelsen, fordi der var uenigheder om forholdene i hans kontrakt.
At Casper ikke fortalte det under optagelserne, ærgrer Jaffer.
Det fortalte han, da Ekstra Bladet mødte ham på den røde løber til Reality Awards onsdag aften.
- Jeg synes, det er tabt i programmet, at han har haft det sådan. Han skulle have været ærlig og sagt, at det er 'megafint, jeg skal nok tage det, men det er ikke fair'. Kom ud med det, for det var jo næsten den reaktion, pigerne gerne ville have. Det synes jeg skulle have kommet ud tidligere end nu, hvor det er meget overraskende, sagde han til Ekstra Bladet.
Taler sammen
På den røde løber fortalte Jaffer videre, at han og Casper har talt sammen flere gange, og at de to har en god relation.
- Jeg har talt med ham mange gange, og jeg har ikke kunnet mærke det, sagde han og fortsatte:
- Det kom som en overraskelse for alle. Så efter vi kom hjem, tænkte jeg: 'Hvad fanden sker der?'. Jeg synes bare, han skulle have sagt det, som det var, og have givet den gas. Jeg tror da også selv, jeg havde været forbavset, hvis der pludselig kom en ny ind. Men han tog det megapænt over for mig, og han tog imod mig med åbne arme. Derfor tager jeg det heller ikke så tungt.
Glad for egen deltagelse
Selv var Jaffer ovenud tilfreds med at tjekke ind i programmet, som han beskriver som en rigtig 'god oplevelse'.
- Det har været sjovt at se med på sidelinjen. Men også dejligt at det endelig er blevet offentliggjort, at jeg er med, for nu har jeg gået med hemmeligheden i så lang tid. Jeg er megaglad, sagde han med et grin.
Den 31-årige bachelor kunne dog ikke give mere end et smørret smil, da snakken fandt på, om han har fundet kærligheden efter sin medvirken i programmet.
- Det må man jo se i programmet, om jeg har, sagde han hemmelighedsfuldt.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Der var godt gang i den til Reality Awards onsdag, hvor der foruden prisuddeling var både slåskamp og drama. Du kan se hele showet eksklusivt lige her hos Ekstra Bladet.