Der var hårde ord fra dommerne til tv-vært Lise Rønne og hendes partner Silas Holst, da de i sidste uges 'Vild med dans' gav den fuld gas i deres pasodoble.
Og selvom parret efter deres moderne dans i fredagens syvende program blev rost til skyerne, skulle de ikke have lov til at slippe for en enkelt kritisk bemærkning fra Marianne Eihilt.
Eihilt mente nemlig ikke, at hun havde fået sagt det, hun gerne ville sige om sidste uges nedtur, fortalte hun, da Ekstra Bladet mødte hende efter showet.
- De fortjener kun ros for det, de har lavet i dag, så det er ren og skær en form for råd, fordi jeg kan se, der er en tendens til, at når de har nogle hurtige danse, kommer det til at tage en lille smule overhånd, og så bliver nogle bevægelser bare 'overdanset', sagde hun og fortsatte:
- Det tror jeg aldrig nogensinde, jeg har set i 'Vild med dans' før, at der er nogen, der tør at gå ind og yde det der ekstra-ekstra og ikke bare gå til de 100 procent. Det er beundringsværdigt, at man tør det, og jeg vil dem det bare godt, så jeg håber, det er sådan, det er blevet taget imod.
Kæmpede mod tårerne
Aftenens præstation fejlede dog bestemt ingenting, mente Marianne Eihilt, og dommeren måtte da også kæmpe for at holde tårerne tilbage, da Silas og Lise havde danset af.
Forklaringen ligger ifølge Eihilt i, at hun ved, hvilket pres parrene går igennem.
- Og når jeg så ser noget, som er så gennemført, som det var i aften med Silas og Lise, og det er så smukt, og jeg forstår, hvad de fortæller med deres dans, så går det bare lige i hjertet på mig, og så er jeg solgt. Det må jeg bare sige, lød det fra Marianne Eihilt efter showet.
Silas Holst og Lise Rønne opnåede fredag 36 point fra dommerne og sikrede sig dermed en placering midt i feltet.
Hvordan det går Lise og Silas videre i 'Vild med dans', kan du følge hver fredag klokken 20 på TV 2.
Husker du Vickie Jo, der i mange år var fast inventar i 'Vild med dans'? Bliv meget klogere på, hvor hun er i dag lige her.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
I videoen herunder kan du se, hvordan Silas og Lise reagerede på Marianne Eihilts kritik