Peter Birchs nye liv: - Jeg fik nok af det hele

Det er ikke meget, vi ser til Ulven Peter på skærmen eller på den røde løber, og det er der en grund til

Før Ulven Peter trak stikket, gav han den fuld skrald i nattelivet.

Den i dag 36-årige Peter Birch blev landskendt i 2010, da han vandt 'Paradise Hotel'.

Her fandt han også sammen med Amalie Szigethy og medvirkede sidenhen i 'Amalies verden' sammen med hende. De to havde i lang tid et turbulent forhold, men til sidst gik de hver til sit.

Ulven Peter var i mange år efterfølgende et kendt ansigt i nattelivet, og han havde også i en periode sin egen bar sammen med sin lillebror, Kasper Birch.

Peter tilbage i 2010, da han vandt 'Paradise Hotel'. Foto: Magnus Ragnvid Chammon
Peter tilbage i 2010, da han vandt 'Paradise Hotel'. Foto: Magnus Ragnvid Chammon

I dag lever Peter dog et helt andet liv, og det er sjældent, han ankommer på en rød løber eller bruger weekendens nattetimer i byen.

- Jeg arbejder bare som låsesmed nu, så der sker ikke så meget ellers i mit liv. Der er højsæson lige nu for låsesmede, så der er masser af lave, og det er rigtig dejligt, fortæller Peter til Ekstra Bladet.

- Det er ikke, fordi det er helt slut med at komme til events osv., men jeg har bare haft brug for at holde en lang pause, og den er jeg ikke færdig med endnu. Jeg blev mættet og fik lidt nok af det hele, så derfor har jeg trukket stikket en smule, forklarer han.

- Man bliver jo ældre, og jeg er blevet gammel og 36 år nu. Så prioriterer man nok bare lidt anderledes. Selvom jeg stadig har masser af energi, så kan jeg godt mærke, at jeg er blevet ældre, når jeg drikker. Før kunne jeg feste en hel weekend, nu er det kun en dag, så er jeg død, griner han og tilføjer:

- Desuden har jeg så travlt på mit arbejde, og det vil jeg helst prioritere. Så jeg har ikke haft overskud og tid til at skulle til arrangementer ved siden af. Så jeg skal heller ikke være med i et nyt program eller lignede lige foreløbig. Det har jeg ingen planer om.

Efter 'Forsidefruer'-drama: Nyt job til Amalie

Peter Birch i sit soveværelse sidste år. Foto: Stine Tidsvilde
Peter Birch i sit soveværelse sidste år. Foto: Stine Tidsvilde
 

Hemmelig kæreste
Peter har heller ikke brug for at lede efter søde kvinder i nattelivet, da han har en sød kæreste. Hende er han dog meget hemmelighedsfuld omkring.

- Jeg har en kæreste, og vi har snart dannet par i to år. Det går rigtig godt med os, men jeg kan ikke sige, hvad hun hedder eller fortælle om hende, da hun slet ikke vil i medierne, og jeg vil ikke have, hun bliver sur, griner han.

- Vi bor ikke sammen eller er på vej til at få børn eller noget. Vi tager det meget stille og roligt og har hver vores lejlighed. Vi har begge travlt med vores arbejde, så vi ses et par gange om ugen, og det er det. Men vi har det dejligt sammen og nyder hinanden, fortsætter han.

Peter fortæller, at selvom han har en ny kæreste, snakker han stadigvæk med Amalie Szigethy.

- Vi snakkede faktisk sammen så sent som i tirsdags. Vi er venner, og jeg tror altid, vi kommer til at snakke sammen. Vi har oplevet så meget sammen, så det ville være mærkeligt, hvis vi ikke skulle det, forklarer han.

Peter og Amalie, da de dannede par. Foto: Mogens Flindt
Peter og Amalie, da de dannede par. Foto: Mogens Flindt

Svinger kniven: TV3 slagter ikonisk program