Det blev i første omgang til fem gange nej, da de to selvvalgte søstre - eller hjerteveninder om man vil - Trine og Camilla-Julie ville have investorerne fra 'Løvens Hule' til at tage del i deres smykkevirksomhed, Sorelle Jewellery.
Sorelle betyder søstre på italiensk, og da Trine og Camilla-Julie havde forladt studiet uden en investering, tog pokker ved Jacob Risgaard og hans italienske gener.
Risgaard, der er halvt italiener, løb ud bag ved og tilbød de to veninder præcis det, de var kommet efter - en investering på 100.000 kroner for ti procent af deres virksomhed.
- Jeg vil godt se, om jeg kan hjælpe jer. Så bliver jeg storebroren, der passer på sine lillesøstre, siger Jacob Risgaard, inden går ind i studiet igen og efterlader alle omkring sig pænt overraskede.
- Vi havde næsten været klar til at give ham det gratis, fortæller Camilla-Julie til Ekstra Bladet.
- Vi var meget skuffede, da vi gik derfor uden en investering. Det er en lang og hård proces at være med i programmet, så jeg begyndte at græde, da vi kom ud fra studiet. Det gik ikke, som vi havde håbet. Det var noget af en rutsjebanetur, siger hun.
Da Risgaard rendte efter dem, troede de to kvinder første, at det var for at trøste dem.
- Det var lidt forvirrende, og jeg tænkte, at han godt lige kunne have ventet lidt med at komme ud for at sige, at det var synd for os. Men det var noget andet, han ville, og det er vi bare mega glade for, siger Camilla-Julie, der gav mere af sig selv foran løverne, end de fleste andre.
Ærligt fortalte den 32-årige iværksætter, at hun plaget af angst - en lidelse hun sagtens mener kan gå hånd i hånd med at være selvstændig.
- Jeg tror faktisk, at mange selvstændige har det. Vi passer ikke ind på en gængs arbejdsplads, så vi må skabe vores egen, siger hun og fortæller, at det ikke var hendes intention at delagtiggøre hverken løver eller resten af Danmark i hendes angst.
- Jeg har generelt altid været meget åben om min angst. Det var dog på ingen måde meningen, at jeg ville have talt om det foran løverne - og slet ikke på landsdækkende tv. Men jeg følte mig tryg, så det føltes meget naturligt at sige det, siger hun.
Camilla-Julie frygtede løvernes reaktion.
- Men det var bare så god og fin en snak, siger hun.
Kom tættere på Jesper Buch og de fire andre 'Løvens Hule'-dommere her.
Perfekt match
- Tror du, at Jacob Risgaards ret pludselige investering har noget at gøre med, at du fortalte om angst?
- Så må det være i en kombination med vores smykker også. Han havde ikke investeret, hvis ikke det var en god forretning. Sådan fungerer det ikke. Han er ikke med i 'Løvens hule' på grund af velgørenhed. Men Jacob har en fantastisk forståelse og accept af mennesker, så selvom vi prøvede at gøre vores hoser grønne for Mia derinde, så er han bare det perfekte match, siger hun.
Og noget tyder på, at Risgaard har gjort en fin forretning i Sorelle Jewellery.
- Vi havde et rigtig godt julesalg. Vi solgte det samme i december '21, som vi gjorde i hele 2020, så det går den rigtige vej, siger Camilla-Julie, der siden 1. januar i år har været på fuld tid i firmaet.
- Trine gik på fuld til 1. september. Vi får begge løn. Det er ikke en fed løn, kan jeg godt afsløre. Men det er en start, siger hun glad.
Læs mere om, hvordan det går sidste års 'Løvens Hule'-deltagere, efter kameraet slukkede.