Kritikken fortsætter med at vælte ned over TV 2, der er blevet ramt af en boomerang af forargelse, spot og hån, efter det er kommet frem, at kanalen har besluttet at droppe planerne om at vise julekalenderen 'Alletiders julemand', som det ellers var planlagt, ligesom den er fjernet fra TV 2 Play.
Det skyldes, at julekalenderen, ifølge TV 2, set med dagens øjne er stødende.
Det har fået flere til at kritisere beslutningen, og nu gør tre store politiske aktører i blå blok det samme. Det sker i et interview med Radio4-programmet 'Det blå hjørne', hvor Alex Vanopslagh, Inger Støjberg og Peter Kofod nærmest står i kø for at ytre, hvor tosset beslutningen i deres øjne er.
- Hvad er det for noget? Helt ærligt. Fordi der er nogle børn, der er klædt ud som flødeboller. Altså, det her tager jo ingen ende, sukker Danmarksdemokraternes Inger Støjberg, mens Dansk Folkepartis Peter Kofod kalder det 'fuldstændigt vanvittigt'.
- Hvem ansætter de her mennesker, vil han vide.
Som kogalskab
Liberal Alliances Alex Vanopslagh mener tilsyneladende, at der er tale om en sygdom i samfundet.
- Det er jo sådan en identitetspolitisk kogalskab, som inficerer alt for mange hjerner. Det er en sygdom, der starter ved at gå alt for længe på universitetet, siger han tydeligt træt af tendensen og fortsætter:
- Jeg begynder sgu at blive helt Mette Frederiksen-agtig og sige: 'Vi skal sgu gøre noget for, at færre kommer på universitetet', for hvis de alle sammen render rundt og bliver sådan nogle woke-krigere, der skal ind og finde pseudoarbejde på alle mulige tv-kanaler og blade, og så 'cancel' alting, der kan misforstås. Jeg ved det ik. Hvordan fik vi bugt med kogalskaben?
Han konstaterer selv om baggrunden for beslutningen:
- Det handler om, at de er bange for at få en eller anden shitstorm på Twitter.
Se det herunder:
Forældet skildring
TV 2's konstituerede fiktionschef, Mette Nelund, siger til Ekstra Bladet, at man er nødt til at tænke på børnene i det her.
'I forbindelse med vores planlægning af julekalendervisningerne på TV 2 og TV 2 Play i år har vi set 'Pyrus - Alletiders Julemand' med et fornyet blik. I vores gennemsyn er vi kommet frem til, at Pyrus 3 indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås af især børn, som ikke nødvendigvis kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst. Beslutningen er truffet på baggrund af en længerevarende periode med grundige overvejelser og drøftelser', siger Mette Nelund.
I stedet vil man i år vise efterfølgeren 'Pyrus i alletiders eventyr'.'
Artiklen fortsætter efter boksen ...
Martin Miehe-Renard, der står bag Pyrus, har fortalt til Ekstra Bladet, at TV 2 ikke har spurgt ham til råds, inden de fjernede 'Alletiders julemand'. Læs mere her.
Læs reaktionen fra skuespillerne bag Pyrus og Kandis her.
Hør hele debatten fra 'Det blå hjørne' på Radio4 herunder: