Den internationale filmfestival CPH:DOX begynder onsdag, og i forlængelse af tidligere år er der flere interessante musikdokumentarer på programmet.
En af hovedattraktionerne er Kathryn Fergusons portræt af Sinéad O'Connor, ’Nothing Compares’, som har europæisk premiere i København.
Enerens uligevægtige adfærd de senere år har efterhånden reduceret hende til hele verdens ulykkelige landsbytosse, men filmen minder om hendes ekstraordinære evner som sangerinde og forklarer samtidig, hvorfor furien fra Dublin mere eller mindre mistede forstanden.
Sinéad O'Connor fortæller, hvordan hendes mor udsatte hende for psykisk og fysisk vold. Hun blev ’tævet hele barndommen’, og moren lukkede datteren ude i haven, hvor hun måtte overnatte.
Ville bare skrige
Grundlæggende mener Sinéad O'Connor, at det kvindeundertrykkende katolske regime i Irland bærer skylden for hendes traumer, fordi kirken gjorde moren til et monster.
Den martrede og vulkanagtige teenager havde ingen ambitioner om at blive popstjerne. Hun ’ville bare skrige’. Det gjorde hun så med en fuldkommen spektakulær vokal, der var klar og skrøbelig som krystal.
Sinéad O'Connors knuste indre gjorde hende i stand til at fortolke Princes ballade ’Nothing Compares 2 U’ tilsat uafrystelig overbevisning, og pludselig var hun populær på linje med Jesus.
Det er jo ikke sundt for nogen, og slet ikke for Sinéad O'Connor, der saboterede sin karriere ved at rive et foto af paven itu på amerikansk tv.
- De forsøgte at begrave mig, men de vidste ikke, jeg var et frø, udtaler sangerinden.
’Nothing Compares’ argumenterer for, at Sinéad O'Connor var foregangskvinde for den bevægelse af unge feminister, som i disse år kæmper for at blive accepteret, som de er.
Det blev Sinéad O'Connor aldrig, og det har hun råbt og skreget om med jævne mellemrum lige siden.
Dokumentaren lader hende berette sin historie i mere nedtonet form. Vi har hørt det hele før, men som hendes stemme er tragedien stadig fængslende.