Popstjerne i chok: Bortvist fra DR efter krænkelser

Den prisvindende kreative producer Jens Kjær Larsen, kendt som rapperen MC Zipp fra Cut'n'Move, er pludselig losset ud fra sit job i Danmarks Radio gennem ti år, fordi hans chefer mener, at han i en satirisk bog krænker nogle mellemledere groft. Selv afviser han

Popstjerne i chok: Bortvist fra DR efter krænkelser

Hør Jens Kjær Larsens version af sagen her.

I de seneste ti år har Jens Kjær Larsen, bedre kendt som rapperen MC Zipp fra 90'er-hitbandet Cut'n'Move, arbejdet hos Danmarks Radio i en rolle som fast såkaldt kreativ producer.

Det gør han ikke længere.

57-årige Jens Kjær Larsen, der har en kræftsyg kone derhjemme og dermed er eneforsørger til parrets datter på otte år, er nemlig på dramatisk vis blevet bortvist og har pludselig fået taget sit og familiens levebrød fra sig.

Et levebrød, der indtil 9. september bestod i at være såkaldt 'fastlancer' - en freelancer med eget skrivebord og daglig gang i DR Byen på fuldtid.

Her blev en chokeret og vred Jens Kjær Larsen smidt på porten under en alvorlig snak med sin afdelingschef og bedt om ikke at vende tilbage. Det havde man forinden besluttet på et ledermøde. 

Årsagen til bortvisningen? Påståede krænkelser af en række unavngivne, anonyme mellemledere i Danmarks Radio.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Arbejdspladsen gennem ti år, Danmarks Radio, har ikke længere noget skrivebord klar hver dag til Jens Kjær Larsen. Foto: Jonas Olufson
Arbejdspladsen gennem ti år, Danmarks Radio, har ikke længere noget skrivebord klar hver dag til Jens Kjær Larsen. Foto: Jonas Olufson

Satirisk blik på typer
Ifølge Jens Kjær Larsen, som er prisvindende kreativ producer og i sin tid var med til at søsætte DR Ramasjang, skyldes de krænkelser, han beskyldes for at stå bag, nogle beskrivelser af opdigtede mellemleder-figurer, han kommer med i et kapitel i sin bog 'Mediefilejs' fra april i år.

Bogen er et satirisk blik på mediebranchens mere eller mindre ubehagelige typer - herunder altså også mellemledere - og bærer undertitlen 'En overlevelsesguide til mediebranchen'. Men at overleve i samme branche formåede forfatteren ironisk nok ikke selv.

Læs helt eksklusivt HELE kapitlet om mellemledere fra 'Mediefilejs' her

Hans 'de facto fyring', som han selv kalder den, er han totalt uforstående over for. Figurerne i bogen er nemlig kun inspireret af mange af de tidligere kollegaer med mellemlederkasket, han har mødt på sin vej. 

Det er, ifølge Jens Kjær Larsen, en række sammensatte arketyper baseret på et langt arbejdsliv hos blandt andet Mastiff, TV 2, Fynske Medier og altså senest Danmarks Radio, han beskriver i bogen.

De krænkede mellemledere i DR føler sig derimod ifølge Kjær Larsen sikre på, at det er lige præcis dem, han omtaler i sit satiriske værk via en række tegnede karikaturer på billede og skrift.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Cut'n'Move med Jens Kjær Larsen alias MC Zipp som nummer to fra højre vandt blandt andet en Grammy i 1992, da de var på toppen. Ritzau Scanpix
Cut'n'Move med Jens Kjær Larsen alias MC Zipp som nummer to fra højre vandt blandt andet en Grammy i 1992, da de var på toppen. Ritzau Scanpix

- Det er rollerne og ikke menneskerne bag, jeg beskæftiger mig drilagtigt med. Jeg laver satire, men på en bund af alvor, for ellers er det jo ikke sjovt, siger Jens Kjær Larsen og fortsætter:

- Alle de mellemleder-karikaturer, jeg tegner sprogligt og billedligt, rummer elementer fra mere end én person. Hvis en type er nævnt, er det, fordi jeg er stødt på den type mere end én gang i branchen. Det står også tydeligt i bogen, siger en tynget Jens Kjær Larsen.

Men mellemlederne har klaget – og er blevet hørt. Jens Kjær Larsen var efter mødet med afdelingschefen fortid på DR med øjeblikkelig virkning.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jens Kjær Larsens mail til sine kollegaer (tryk på 'fuld skærm' for zoom)

 

Burde have vidst bedre
Meldingen fra hans chefer har følge Jens Kjær Larsen helt konkret været, at han med sine beskrivelser i 'Mediefilejs' har krænket de omtalte mellemledere på arbejdspladsen så groft, at disse 'ville have det dårligt med at møde ham fysisk på gangene i DR Byen'.

Det er på trods af, man i afdelingsledelsen ikke har haft skyggen af dokumentation for, at Jens Kjær Larsen skriver om virkelige personer fra DR én til én.

Artiklen fortsætter under boksen ...

Sammenlignet med Muhammed-tegningerne

På fyringsmødet nævnte chefen ifølge Jens Kjær Larsen, at sidstnævnte burde have vidst, at man i dagens Danmark ikke længere ustraffet kan lave sjov og sige sin uforbeholdne mening uden at tage andres følelser i betragtning.

Han fortalte også, at der er en ’renselsesproces’ i gang i mediebranchen på blandt andet TV 2 og Politiken. En proces, som man altså åbenlyst i Danmarks Radio også tager aktiv del i – uberettiget eller ej.

Jens Kjær Larsen fortæller videre, at chefen under fyringssamtalen også smed navnet Sofie Linde og den #metoo-bølge, hun startede i 2020 under Zulu Comedy Galla, på bordet.

Hans bog sammenlignes af afdelingschefen, ifølge Jens Kjær Larsen, også med de famøse Muhammed-tegninger.

Begge dele skulle være eksempler på, hvorfor man ikke på samme måde som tidligere kan stikke næsen frem og provokere, uden at støde de 'krænkelsesparate', som chefen ifølge Jens Kjær Larsen titulerer dem.

Den pågældende DR-chef har ikke ønsket at kommentere Jens Kjær Larsens gengivelse af fyringsmødet.

- Vi har ytringsfrihed, og sådan noget her skal et fyrtårn som Danmarks Radio altså kunne tåle. Jeg er fyret for at sparke opad Jeg har gennem årene haft det anstrengt med mellemledervæsenet, som jeg synes præger og fylder i urimelig grad. At jeg som menig medarbejder prikker til dets selvforståelse, bør ikke rokke skibet grundlæggende, siger Jens Kjær Larsen og fortsætter:

- Jeg tror, at DR-cheferne alene er sure, fordi jeg antyder, at kejseren i mange tilfælde ikke har noget tøj på, og i stedet for at tage en debat om kulturen skiller de sig så af med mig, lyder det.

Ingen nåde
Jens Kjær Larsens skæbne blev dagen efter mødet med afdelingschefen meldt ud til de øvrige medarbejdere på et såkaldt stormøde i DR Markedsføring. Selv om Jens Kjær Larsen beskriver sig selv som fyret og nu uvelkommen i DR, blev opsigelsen pludselig fremlagt som ’en pause’ af ledelsen.

Det skyldes dog ifølge Jens Kjær Larsen udelukkende, at fyringen - med hans ord - blev 'sugarcoatet' (afdramatiseret, red.) for at undgå for mange kritiske røster på en arbejdsplads, der i det seneste år i forvejen har været heftigt kritiseret både internt og eksternt i forbindelse med ledelsens håndtering af medarbejdersager i kølvandet på MeToo-bølgen.

Artiklen fortsætter under boksen ...

Chokerede kollegaer

Efter at Jens Kjær Larsen havde sendt en mail om sin fyring rundt til sine menige kollegaer, efterlod det mange i en tilstand af afmagt og chok.

Utilfredsheden begyndte at ulme på arbejdspladsen og folk var uforstående. Ifølge Kjær Larsen var der nærmest mytteristemning blandt flere kollegaer.

Det viser flere støttemails til Jens Kjær Larsen fra kollegaerne ovenpå hans udmelding. Ekstra Bladet er i besiddelse af disse mails, men har valgt kun at citere udvalgte passager fra dem, så ingen bliver udstillet eller kan genkendes.

I de nævnte mails efterlades der heller ingen tvivl om, at den historie, Jens Kjær Larsen beskriver over for Ekstra Bladet, er sand:

'Er virkelig i chok over den behandling, du har fået. Er det overhovedet lovligt? Jeg håber, det er en sag, du tager videre med fagforbund, HR m.v. hvis det er muligt. Det er meget foruroligende, at den slags er tilladt i 2021. Fuck - det er en børnehave'.

'Det berører mig så meget. Hvad er der sket med vores gode, gode afdeling. Er så chokeret. Det er vi alle. Adfærdskodeks ... Min anbefaling vil være, at du står ved og er tro mod dig selv og din bog - at indholdet er sjovt og ironisk. Med satirisk distance. At du har stødt nogen, beklager du. Men ellers synes jeg ikke, du skal trygle om nåde'.

'Jeg er rystet. Helt ind i min gamle sjæl. Som dig er jeg også mere end 30 år gammel - og dermed et omvandrende oldtidslevn fra dengang, der var højt til loftet og plads til at trække på skuldrene, og hvor det var ok at sige 'så slap dog af!!''

'Alle gode tanker med herfra. Jeg er selv den seneste tid blevet overrasket over, hvor regelret DR kan agere og hvordan man kan blive ramt af uretfærdig behandling.

'Ja, jeg er godt nok ked af at høre, at du er 'på pause'. Jeg forstår slet ikke den beslutning, og kan ikke se nogen skulle føle sig truffet personligt ud fra din bog!'

'Jeg er helt chokeret (...). Folk går virkelig i små sko herude'

'Kan jeg med nogen ret indvende, at det er en meget brutal beslutning, da din kone er kræftpatient og du i et eller andet omfang er eneforsøger. Eller skal jeg bare klappe kaje?'

'Jeg synes, det er et superfint og sagligt brev. Når det er sagt, så er kulturen til - fra ledelsens side - at man ikke taler o mdet. Synes stadig, det er en fantastisk bog, du har skrevet, og jeg er 100 procent enig i dine betragtninger'.

Tilbage sidder sidder Jens Kjær Larsen både ked af det, forundret og uforstående.

- Jeg rapporterer bramfrit fra dialogen ved bordfodboldspillet på studiegangen og fra afsondrede frokostborde, hvor frustrationer gennem årene har fået frit løb. At bringe 'taxasnak' fra krogene frem i lyset og åbent fortælle, hvordan det kan opleves at gebærde sig på gulvniveau i denne branche, er ikke risikofrit, og jeg opfatter det som derfor, at jeg smides under bussen, og at min bog hurtigst muligt fejes ind under gulvtæppet.

- Som fastlancer kan jeg desværre bare knipses væk uden varsel. Men jeg er dybt rystet over, at de bare fjerner mig uden nogen forudgående dialog og dybereliggende begrundelse.

- Kan du forstå, hvis nogen føler, at du burde have forudset den situation, du er havnet i?

- Jeg kan da godt forstå, hvis nogen føler, at jeg har ramt et ømt punkt, og at måske især unge mellemledere kan føle sig lidt stødt af sådan en gammel ræv som mig, der råber lidt op. Men at de skulle føle sig krænket og at det leder til en bortvisning? Nej.

- Jeg har slet ikke tænkt strategisk. Jeg har bare i litteraturens navn givet mig selv lov til at hygge med det her hjemme i privaten, lave nogle skarpe generelle karikaturer og fortælle lidt om, hvad jeg har set og oplevet gennem årene. Det føler jeg, at der burde være plads til, uden at man bliver losset ud for krænkelser af enkeltpersoner. Meningen har været, at folk skulle grine lidt af det. Det var det så ikke alle, der gjorde ...

DR: 'Vi værner om medarbejdernes trivsel'

Danmarks Radio har ikke ønsket at udtale sig via et klassisk interview i telefonen.

Ekstra Bladet henvendte sig i første omgang direkte til afdelingslederen i DR Markedsføring, Andreas Lange, der ifølge Jens Kjær Larsen de facto fyrede ham på et møde den 9. september.

Han ville ikke tale, men henviste til en kommunikationsmedarbejder, som vi blev bedt om at sende en mail til.

Her skitserede vi sagen kort og uddybede, at vi ønskede et telefoninterview med en ansvarshavende, så der også var mulighed for at stille opfølgende spørgsmål.

Det er ikke blevet efterkommet, og efter at have sendt en lang række spørgsmål til sagen, fik Ekstra Bladet følgende skriftlige svar retur fra underdirektør i DR med ansvar for blandt andet HR, Niels Ammitzbøll.

'Jeg vil gerne understrege, at medarbejdere i DR naturligvis har ytringsfrihed. Generelt er det sådan, at hvis for eksempel en ageren på arbejdspladsen skader et sundt arbejdsmiljø og vanskeliggør samarbejdet, så har DR naturligvis et ansvar for at reagere og værne om medarbejdernes trivsel.

Det er altid en kedelig situation for begge parter, når et samarbejde sættes på pause. Vi har vurderet, at det er mest hensigtsmæssigt at skabe ro på arbejdssituationen ved at pause samarbejdet med ZippBiz indtil videre', lyder det fra underdirektøren med henvisning til det firma, Jens Kjær Larsen har faktureret sin DR-løn fra.

Også her lægges der fra DR med andre ord vægt på, at Jens Kjær Larsen ifølge dem kun er 'på pause', selv om han selv ser sin bortvisning  som en ubetinget de facto fyring efter snak med afdelingschefen.

Dermed ønsker DR ikke at give mere uddybende svar på de påstande og den opfattelse af situationen, som nu arbejdsløse Jens Kjær Larsen giver og har.

Vi bliver altså ikke klogere på, hvilke mellemledere, der angiveligt har følt sig krænket, hvad de har følt sig krænket over og hvorfor DR ikke har villet lytte til Jens Kjær Larsens ytringer om, at ingen beskrevne arketyper i bogen én til én svarer til nuværende DR-medarbejdere.

Bogen er en rejse imod, hvordan jeg selv, og alle andre - også mellemlederne - måske kunne blive bedre udgaver af sig selv. Den indebrændte, mavesure, bedrevidende bundprop, mig selv, lykkes efterhånden arbejdsmæssigt, fordi jeg ender med at insistere på at se kollegaen som menneske før alt andet, fortæller Jens Kjær Larsen
Bogen er en rejse imod, hvordan jeg selv, og alle andre - også mellemlederne - måske kunne blive bedre udgaver af sig selv. Den indebrændte, mavesure, bedrevidende bundprop, mig selv, lykkes efterhånden arbejdsmæssigt, fordi jeg ender med at insistere på at se kollegaen som menneske før alt andet, fortæller Jens Kjær Larsen