Populær duo vender tilbage: - Det er vores comeback

Tony Scott og Tue Blædel skal endnu en gang lave radio sammen

Der skal afdækkes historier bag tatoveringer i det nye program. Foto: Krestine Havemann
Der skal afdækkes historier bag tatoveringer i det nye program. Foto: Krestine Havemann

De er tilbage.

Fans af radioduoen fra P3 kan godt begynde at glæde sig.

Tony Scott og Tue Blædel skal nemlig endnu en gang til at lave radio sammen på den gode gammeldags maner.

Og det er noget, de ser frem til.

Det fortæller Tony Scott til Ekstra Bladet.

- Det her er vores comeback til fm-radioen. Vi har selvfølgelig lavet podcast sammen, men som radioelsker er det helt fantastisk, at vi nu kan lave det her program sammen igen.

Programmet, der har titlen 'Under nålen', kommer til at handle om de historier, der gemmer sig bag kendte menneskers tatoveringer.

I det første program er det Aqua-stjernen René Dif, der fortæller om tre meget betydningsfulde tatoveringer.

- De symboliserer hans far, der er fra Algeriet, og det er der jo en stor historie bag. Det er ikke al det, man har hørt før med at være kendt, rig eller rejserne. Det er en meget personlig fortælling, fortæller Tony Scott.

Mere frihed end P3
Han er også glad for, at det er Radio4, der skal være afsender på duoens program.

- Der er klart en anden frihed, når du har en hel time til at tale med folk. Du kommer et ekstra spadestik ned. På P3 havde du måske tre et halvt minut med en gæst og ellers skulle du spille 11 popsange på en time, så det her er dejlig lang tid, siger han med et grin.

Det eneste 'skår' i glæden er det tidspunkt, de to skal sende.

Deres program kommer nemlig ud til danskerne klokken 10 lørdag formiddag.

- Da jeg fik den information, var vi lige sådan: 'Okay, det er lige over for Sara (Bro, red.)'. Man kan sige, at der er rigtig mange, der lytter til radio på det tidspunkt, men vi er så også oppe imod monopolet, som der er rigtig mange, der lytter til.

De to herrer skal sende samtidig med det populære 'Sara og Monopolet'. Foto: DR
De to herrer skal sende samtidig med det populære 'Sara og Monopolet'. Foto: DR
 

Derfor forventer han heller ikke, at de på sendetidspunktet bliver det mest lyttede program.

- Jeg regner ikke med, at vi bare brager igennem æteren, men så er det jo godt, at man altid kan lytte til podcasten, siger han.

Og der er ingen tvivl om, at de glæder sig uanset hvad.

- Vi har virkelig savnet det. Og det er jo klart, at når man er en gammel cirkushest, vil man gerne dufte savsmuld.

Programmet kan høres på Radio4 lørdag klokken 10.