Hun har været reality-stjerne, fra den dag hun blev født.
Derfor var 22-årige Rachel Elleby, der er kendt fra TV 2-programmet 'Årgang 0', også selvskreven gæst, da 2022-udgaven af Reality Awards fredag aften blev fyret af i Docken i Nordhavnen i København.
Hun var særdeles veloplagt og glad, da hun ankom til showet med sin storebror, David, og de fortalte begge to, at de har det fremragende på deres studier.
Rachel læser spansk på universitetet, mens David studerer avanceret økonomi på CBS.
Rachel Ellebye, der blandt andet har boet et år i Argentina, fortalte med stor begejstring, at hun igen er på vej ud i den store verden.
- Jeg flytter til Spanien om et halvt år, hvor jeg skal være på udveksling, fortalte 'Årgang 0'-stjernen.
Efter planen skal hun bo under de sydlige himmelstrøg i et halv år, sagde hun med et stort smil.
Fåmælt
Smilet blev ikke mindre, men ordene færre, da Ekstra Bladet senere på aftenen gerne ville vide, hvordan det står til med kærligheden i den unge kendis' liv.
- Kærligheden?, sagde Rachel Ellebye og blinkede hemmelighedsfuld.
- Har du fået en kæreste?
- Det kan jeg ikke sige så meget om....
- Er det meget nyt?
- Det må man se. Jeg røber ikke noget, sagde hun med et smil fra det ene øre til det andet.
Ekser
Efter hun blev student, boede Rachel Ellebye et år i Oslo. Her var hun kæreste med nordmanden Eirik.
Deres forhold varede i to år og sluttede efter Rachel Ellebyes ønske.
Siden blev hun kæreste med rumænske Eduard, som hun mødte via en dating-app.
Hvem, der er Rachels nye flamme, og hvordan de mødtes, er endnu en velbevaret hemmelighed.
Rachel Ellebye var ikke den eneste fra 'Årgang 0', der havde fundet vej til Reality Awards. Også Stephanie Siguenza var til party. I klippet herover, fortæller de mere om, hvad de går og laver nu.