Hvem er landets bedste radiovært?

Hvem skal løfte arven efter Karen og Huxi, der sidste år blev kåret til årets bedste radioværter? Nominer din favorit til Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon her

Selvom det er femte år, Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon skal uddeles, har der kun været tre vindere. Det skyldes, at Anders og Anders suverænt fejede enhver modstand af banen de to første år med deres succesprogram 'De sorte spejdere'. (Foto: Thomas Wilmann)
Selvom det er femte år, Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon skal uddeles, har der kun været tre vindere. Det skyldes, at Anders og Anders suverænt fejede enhver modstand af banen de to første år med deres succesprogram 'De sorte spejdere'. (Foto: Thomas Wilmann)

HVEM SKAL VÆRE MED I AFSTEMNINGEN OM EKSTRA BLADETS GYLDNE MIKROFON? SEND OS EN MAIL PÅ KONTAKT5@EB.DK OG NOMINER DIN FAVORIT TIL LANDETS BEDSTE RADIOVÆRT!

Umiddelbart lyder det som noget af en ære at modtage Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon. Det er nemlig lytternes pris til landets bedste radiovært.

Men man kan efterhånden også få den tanke, at det ikke er ubetinget godt at være så populær blandt lytterne.

Det er femte år, prisen skal uddeles. Og ud af de tidligere tre vindere har hele to programmer måttet lade livet.

Dobbelte vindere stoppede på toppen
I 2007 og 2008 løb Anders Breinholt og Anders Lund Madsen suverænt med titlen som årets radioværter, når de eftermiddag efter eftermiddag underholdt de danske radiolyttere i 'De sorte Spejdere' på P3.

Mod slutningen af 2008 stoppede de to populære værter imidlertid deres succesprogram.

LÆS OGSÅ: Sidste dag med Anders og Anders

I 2009 overlevede det populære lørdag formiddagsprogram 'Mads og Monopolet', at den rutinerede radiovært Mads Steffensen løb med Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon.

LÆS OGSÅ: Mads fortsætter så længe folk er utro

DR tog livet af succes
Sidste år var det Karen Thisted og Huxi Bach, som lytterne mente var landets radio-darlings som stemmer og personligheder i 'Den løse kanon'.

Programmet havde omkring en halv million lyttere på P3 hver eftermiddag. Men den succes gjorde tilsyneladende ikke det store indtryk på DR, for med udgangen af året stoppede stationen underholdningen med det umage par.

LÆS OGSÅ: 'Den Løse Kanon' stopper

Vær med til at vælge kandidater
Selvom modtagerne af Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon altså er et truet folkefærd, så har de alle prisvinderene gennem tiden været glade og stolte af at få prisen, fordi det netop er lytterne, der både bestemmer, hvem der skal komme i betragtning og til sidst også, hvem der skal modtage prisen.

Hvem du mener skal komme i betragtning til årets bedste radiovært anno 2011?

Send os en mail på kontakt5@eb.dk med din kandidat. Skriv værtsnavnet/navnene i emnetfeltet og kom gerne med en kort begrundelse i selve mailen.

Vi skal have din nominering senest fredag den 23. september klokken 12.

Afstemningen blandt de mest populære radioværter skydes i gang her på ekstrabladet.dk mandag den 26. september.

Ekstra Bladets Gyldne Mikrofon overrækkes ved showet Prix Radio lørdag den 1. oktober. Vinderen offentliggøres her på ekstrabladet.dk samme aften.