Der bliver ikke tale om, at Danmarks Radio vil kræve af selskabet bag radio-programmet ’Cafe Hack’, at det betaler penge tilbage til de steder, hvor det har modtaget betaling imod DRs regler for at producere de såkaldte sommer-udsendelser.
- De aftaler, der er indgået mellem produktionsselskabet og de forskellige steder, er indgået uden DRs vidende. Vi har ikke modtaget penge og kender ikke aftalernes nærmere vilkår. Vi kan derfor ikke bede om noget tilbagebetalt, siger radiochef Gustav Lützhøft.
Sagen med de opkrævede beløb, der i årernes løb menes at have rundet en million kroner, kulminerede onsdag med, at DR lukkede programmet med Søren Dahl som primus motor med øjeblikkelig virkning.
Og selv om SK Productions brød DR's etiske regler igen og igen, mener DRs radiochef Gustav Lützhøft ikke, at medieorganisationen har været naiv.
Første ord fra Søren Dahl: 'Vi lægger sag an mod DR'
Gang på gang
Allerede i 2008 kom det frem, at SK Productions fik 175.000 kroner af Roskilde Kommune for at sende der. Nu ved vi, at det samme skete andre steder i 2013 og frem til 2017. Har DR set igennem fingre med 'Café Hack'?
- Hvad der er sket i 2008, er så lang tid før min tid, at det kan jeg ikke redegøre for. Det, som jeg kan sige, er, at jeg kender til en lignende sag fra 2014, hvor DR indskærpede retningslinjerne over for produktionsselskabet, svarer radiochef Gustav Lützhøft, der har haft posten siden januar 2016.
Har DR været for naiv?
- Nej, det mener jeg ikke. Vores regler og retningslinjer er fuldstændig klare på dette område, og vi bliver nød til at stole på, at de aftaler, som vi indgår, bliver overholdt. Det kan vi også i langt de fleste tilfælde. Bare ikke i denne sag.
Ny skandale i DR: Program har tjent en million på at bryde regler
Dahl: Løn passede ikke
Ifølge SK Productions pressemeddelse, der blev sendt ud onsdag, var DR velvidende om, at betalingen til SK Productions ikke stemte overens med de omkostninger, der var forbundet med produktionen af 'Café Hack'.
Burde DR have haft en mistanke om, at der var ugler i mosen?
- Nej, det mener jeg ikke. Prisen har stået til mål med det vi efterspurgte, hvert år når har vi indgået en ny kontrakt med pågældende produktionsselskab.
Hvordan kan det passe, når SK Productions siger det modsatte?
- Produktionsselskabet har ret til at mene, hvad de vil, men jeg kan ikke stå på mål for, hvad de siger.