Der var lagt op til, at lytterne skulle hygge sig og få et godt grin i løbet af formiddagen, da Danmarks Radio i mandags søsatte sommerprogrammet ’LOL DK’ på P3.
Målet med den tre timer lange udsendelse, der bliver sendt fra mandag til fredag, er at finde Danmarks sjoveste vittighed.
Én gang i løbet af hver udsendelse skulle der gives frit lejde til lytterne til at ringe ind med de allergroveste jokes. Og så var det ikke sjovt mere, mente jurist og debattør Mary Consolata Namagambe.
DR om racistiske jokes: Vi er gået over grænsen
I Ekstra Bladet kritiserede hun i går i hårde vendinger de racistiske jokes, som P3 sendte direkte ud i æteren. Og nu har hendes kritik fået konsekvenser for programmet.
Det frie lejde er droppet, og i formiddags indledte programmets to værter, Christian Bonde og Mikkel Rosendal, med at beklage, at Mary Consolata Namagambe og andre var blevet stødt af at høre 'LOL DK'.
- Vi er ramlet ind i noget rigtig bøvl. Nogle er blevet kede af at høre vores program, og det var slet ikke meningen, sagde Bonde og Rosendal.
Deres mål med programmet har været at afdække den danske humor uden at censurere den grove del væk, fortalte de. Samtidig understregede de, at deres intention på ingen måde har været at nedgøre nogen minoriteter. Hverken tykke, blondiner, aarhusianere eller farvede personer, sagde de.
- På vegne af os begge to vil jeg gerne sige, at vi er kede af det. Vi er berørte af, at nogen har været kede af det, lød det fra studiet fredag formiddag, inden de for alvor tog tyrene ved hornene og bød velkommen til deres største kritikker, Mary Consolata Namagambe.
I 'LOL DK' fik hun lov til at komme til orde med sin kritik. Og som hun også fortalte til Ekstra Bladet i går, så var hun blevet oprigtigt ked af det, da hun havde hørt neger-jokes på den licensfinansierede kanal.
- Jeg blev virkelig vred, da jeg hørte programmet. Jeg er stor fortaler for ytringsfrihed, men at DR på den måde kan være med til at sprede racisme… Der går min grænse altså som licensbetalende dansker. Jeg vil ikke betale for at blive nedgjort, sagde Mary Consolata Namagambe i går til Ekstra Bladet og fortsætter.
- Jeg betaler faktisk for programmet – jeg betaler for deres løn. Hvorfor overvejer de ikke, hvordan jeg og andre minoriteter har det med at høre sådan noget. Igennem min barndom har jeg hørt mange neger-jokes, der har gjort mig ked af det. Det er mig og min hud, det handler om. Så at det fortsætter nu på Danmarks Radio er jo helt absurd. Tænk, at de lægger radio den slags racistiske jokes, rasede hun.
Trods kritikken har Christian Bonde og Mikkel Rosendal ikke tænkt sig at droppe jagten på Danmarks sjoveste vittighed.
- Vi finder Danmarks bedste vittighed på trods, sagde de og blev bekymrede, da en lytter efterfølgende ringede ind og ville fortælle en vittighed fra et afrikansk land.
'LOL DK'-værterne kunne dog ånde lettet op. Den var helt og aldeles stueren.