I sidste uge sprang influencer og forfatter Cana Buttenschøn en bombe, da hun på sin Instagram-profil ærligt fortalte sine mange følgere, at hun kun to dage efter fødslen af sit tredje barn havde fået konstateret livmoderhalskræft og allerede var i fuld gang med behandlingen, der både består af kemo og stråling.
Her fortalte den 36-årige kendis samtidig, at både hun og lægerne var meget optimistiske, og at hun har gode odds for at blive rask.
Hendes behandling går da også allerede den rigtige vej.
Det fortæller hun i et opslag på Instagram, som Ekstra Bladet har fået lov til at bringe.
'I dag fejrer vi at jeg - foruden to omgange indvendige stråler, som jeg endnu har 'til gode' at opleve - har krydset halvvejen i min behandling, OG at min tumor simpelthen allerede er blevet mindre!! Jeg vil i alle tilfælde gå på weekend med en både god og stærk fornemmelse i maven', skriver hun i opslaget.
Meget rørt
I en besked til Ekstra Bladet skriver Cana Buttenschøn, at hun, siden hun fortalte om kræftdiagnosen på sine sociale medier, er blevet væltet af kærlighed.
'Jeg er dybt taknemmelig og meget rørt over al den støtte og opbakning, jeg mærker, både fra familie og venner, men også fra mine vidunderlige følgere på Instagram (de må absolut være kongerigets allerdejligste!), som hepper i et kor så stort, at jeg nærmest får tårer i øjenene af at tænke på det', skriver hun.
Da hun stod frem med sin sygdom, appellerede hun samtidig til, at alle kvinder lader sig teste for livermoderhalskræft som en del af det offentlige screeningsprogram.
Hendes appel har vist sig at bære frugt, fortæller Cana Buttenschøn.
'Allermest er jeg dog inderligt taknemmelig over, at helt vildt mange har skrevet til mig at de - på baggrund af min opfordring i min video - nu har bestilt tid til celleskrab af livmoderhalsen, for at blive screenede for livmoderhalskræft. Dét gør mig så glad og stolt, for jeg ved jo, at det i sidste ende kan redde menneskeliv', skriver hun videre.
I videoen herunder kan du se Cana Buttenschøn fortælle mere om sin kræftdiagnose:
Cana Buttenschøn er uddannet jordemoder og har tidligere været gift med sangeren Thomas Buttenschøn, med hvem hun har to sønner.
Sammen med sin nye kæreste, Simon, blev hun for nylig mor for tredje gang, da parret bød velkommen til deres første fælles barn - en lille pige.