Tredje søndag i advent blev dagen, hvor bilproducenten Ford satte sindene i kog hos seksårige Vilas Faurfelt og en lang række andre danske børn og deres forældre.
I et stort reklamefremstød inviterede bilgiganten nemlig børn, der har købt Tinkas julekalender, til at komme hen i den lokale butik og få en nissehue magen til den, som Tinka har på i julekalenderen 'Tinka og Kongespillet', som lige nu løber over skærmen på TV2.
For at få en Tinka-hue skulle børnene enten have farvelagt en seddel, der følger med TV2's lågekalender, eller også skulle de have været heldige at have fået et hue-kort i en pakke med Tinka-kort, som i øjeblikket udleveres i Kvickly, SuperBrugsen eller Dagli'Brugsen, når man køber varer for mere end 100 kroner.
Det vidste du ikke om Grot fra 'Tinka'
Flere forældre måtte dog gå skuffede og tomhændede hjem med deres børn søndag, fordi de i flere Ford-forhandlere var løbet tør for huerne.
- Jeg blev ret ked af det indeni.
- Den skulle have været på hovedet, og så skulle jeg have vist den til mine venner, men så var den bare udsolgt, lød det i den forbindelse fra seksårige Vilas Fauerfelt til Ekstra Bladet.
Adskillige danskere gik i samme anledning til tasterne på Fords Facebook-profil, hvor de udtrykte deres utilfredshed med Ford.
'I denne søde juletid, hvor alle børn glæder sig til jul og samler Tinka-kort og venter i spænding på at finde det specielle kort, som kan udløse en nissehue, så er det virkelig skuffende, at når kortet så endelig kommer i en af pakkerne, og man kører til en forhandler for at læse et skilt i vinduet: Alle Tinka huer er udleveret, så bliver den søde juletid sgu ligesom ødelagt, og man får et skuffet barn', skrev en rasende kvinde eksempelvis.
Det er skammeligt
Nu er stemningen imidlertid vendt, og på Fords Facebook-side vælter det ind med kommentarer fra danskere, der mener, at folk ikke kan tillade sig at brokke sig over gratis huer.
'Jeg synes, det er rigtig flot, at I tilbyder 50.000 gratis nissehuer til børn, der godt kan lide Tinka. I har prøvet at skabe en juleglæde, men det er endnu en gang blevet bevist, at man aldrig kan gøre curlingforældre tilfredse. I kunne have tilbudt 500.000 huer og stadig møde en shitstorm fra møgforkælede unger og deres forældre, som lever i en osteklokke', skriver en.
'Tinka'-Lasse jagter stor drøm
'Hvor er det skammeligt, at voksne mennesker opfører sig sådan over en skide nissehue. Den er GRATIS, og en gang imellem bliver man altså skuffet. Det kan man ikke leve et helt liv uden at blive... Så hvad vil I have nu, gratis krise psykologhjælp, eller hvad? Børnene har uden tvivl glemt den hue inden for et par uger, så at I gør det til så stor en ting er da for åndssvagt... I er voksne mennesker. Opfør jer som sådan. Forklar jeres børn, at de ikke kan vinde hver gang', skriver en anden, mens en tredje fortsætter:
'Hvor har vi det egentlig godt her i Danmark, når mangel på nissehuer kan generere så meget brok og elendighed! Ford - fedt at I har delt nissehuer ud. Det burde alle kunne støtte op omkring.
Herunder kan du læse Fords syn på hele sagen: