I en reklame for satireserien 'Hvorfor snakker vi ikke om mig?', som er delt på DR2's Facebook-profil, har den fiktive hovedpersons far fået kræft.
Hovedrollen, som skal forestille at være en influencer, deler lystigt ud af sin fars sygdom på sociale medier.
Hun filmer ham blandt andet siddende på toilettet, hvor hun pointerer, at han går meget på toilettet. Så forlader hun badeværelset og siger:
- Jeg tror, vi filmer far, når han ikke er så ulækker.
Senere i klippet er faren filmet liggende i sengen. Her spørger den fiktive influencer ham blandt andet om, hvor bange han er for at dø på en skala fra et til 10.
Det er der mange, som ikke kan se det sjove i, og i kommentarsporet på Facebook bliver videoen kaldt både 'pinlig' og 'usmagelig'.
Under bæltestedet
En af dem, som raser mod klippet, er Morten Bjerremann Nielsen, som selv har mistet sin far til kræft.
'Jeg vil skide på om det er ironi, satire, morbid humor eller hvad I vil bruge som søforklaring... Det er usmageligt! Jeg har mistet min far til det lort, og har set ham svinde ind til ingenting over meget kort tid. Ingen skal lave grin med kræft, for det er bestemt ikke noget at grine af!!!,' skriver Morten i kommentarfeltet under DR2's video.
Til Ekstra Bladet uddyber han, hvorfor han synes, videoen, som skal forstille satire, er over grænsen.
- Det her, det er et så alvorlig emne, så der, synes jeg, det er at gå under bæltestedet. Det bliver nærmest morbidt, siger Morten.
- Vi er rigtig mange i Danmark og over hele verden, der har mistet vores nære og kære, eller er blevet påvirket i en eller anden form af det rædselsfulde monster (kræft, red.), fortsætter han.
Morten mener ikke, at videoen har nogen steder hjemme.
- Hvem end, der har godkendt det der, burde have en gevaldig løftet pegefinger, siger Morten.
Derfor er han heller ikke i tvivl om, hvad han mener DR2 bør gøre ved videoen på Facebook.
- Jeg synes, den bør pilles ned, siger han og tilføjer, at DR bør undskylde for videoen til nuværende og tidligere berørte af kræft.
Louise Marie Vesth har også haft kræft tæt inde på livet, og hun mener heller ikke at DR's video er passende.
'Det der er bare ikke i orden. Min far har haft kræft. 2 gange endda. Og når der bliver lavet grin med det er bare så sårende. Ærligt talt så burde i skamme jer. Fint at lave sjov med influencerer eller andre, men en dødelig sygdom er satma no-go! Der er så mange danskere der dør af det hver dag. I burde ta det ned fra fb,' skriver Louise til opslaget.
Efterfølgende påvirkede videoen Louise meget.
- Jeg fik det dårligt. Det var en utrolig ubehagelig påmindelse om, hvad min far har været igennem. Satire skal være sjovt. Det skal ikke efterlade en ked af det, siger hun til Ekstra Bladet.
Sat på spidsen
Lisbeth Langwadt, der er programchef for aktualitet, kultur og dokumentar I Danmarks Radio, påpger, at det ikke er kræftpatienter, men influencere, som klippet på Facebook gør grin med.
'Det er meget vigtigt at understrege, at klippet ikke har til hensigt at gøre nogen kede af det. I sketchen ønsker vi med et glimt i øjet at lave sjov med influencere - og absolut ikke med kræftpatienter,' skriver hun i en mail til Ekstra Bladet og fortsætter:
'Vi tager et fænomen fra virkeligheden og forstørrer det. I satireklippet her er situationen naturligvis sat utroligt meget på spidsen. En kræftsygdom må være noget af det værste, man kan opleve – og den måde, som influenceren Alberte forholder sig til sin syge far på, er netop med til at skildre hendes usmagelige arbejdsmetoder og tvivlsomme værdisæt.'
Hun understreger desuden, at det skal være tydeligt, at der er tale om satire og fiktion.
'Men det er DR’s ansvar at sikre, at det er tydeligt for brugerne, at der er tale om satire og det har vi nu præciseret i opslaget,' skriver Lisbeth Langwadt.
På Facebook er der nu indsat en discalimer i teksten til videoen, hvor der står:
'OBS! Dette klip stammer fra satireprogrammet 'Hvorfor snakker vi ikke om mig?'. Både Influenceren Alberte My Line Mikkelsen og hendes far er fiktive karakterer.'