Raser over Netflix: Gris aflivet på filmproduktion

Veganerpartiet og dyreværnsorganisationen OASA er ikke tilfredse med, at en gris måtte dø forud for en filmoptagelse

Det var her, at grisene stod, og én af dem blev aflivet. Privatfoto
Det var her, at grisene stod, og én af dem blev aflivet. Privatfoto
Følg Film og tv

17,4 millioner.

Så mange grise måtte sidste år lade livet i Danmark for at forbrugere både herhjemme og i udlandet kunne få dansk bacon på bordet.

Alligevel vækker aflivningen af en enkelt gris nu vrede hos organisationen OASA (Organisation Against the Suffering of Animals) og Veganerpartiet, der på sociale medier er gået i krig mod Netflix.

Det skyldes, at der i produktionen af en kommende Netflix-serie, som det danske produktionsselskab Copenhagen Cowboys står bag, har indgået en vaskeægte død gris.

Politianmeldt
Under optagelser til serien, der foregik i Roskilde i sidste uge, blev grisen ifølge Ekstra Bladets oplysninger aflivet forud for optagelserne, og den døde gris indgik derefter i indspilningen.

Det har ført til, at de to organisationer nu kan oplyse til Ekstra Bladet, at de har politianmeldt produktionsselskabet.

- Det har vi gjort, fordi det står tydeligt i dyrevelfærdslovens paragraf 28, at du ikke må bruge dyr i eksempelvis filmproduktioner, hvis dyret lider overlast. Jeg er ikke jurist, men jeg vil mene, at en kugle for panden er at lide overlast, siger politisk ordfører i Veganerpartiet, Michael Monberg, til Ekstra Bladet.

Det siger lovgivningen

§ 28. Dyr må ikke dresseres eller bruges til fremvisning, cirkusforestillinger, filmoptagelser el.lign., hvis dyret herved påføres væsentlig ulempe.

Til Ekstra Bladet oplyser den presseansvarlige hos Midt- og Vestsjællands Politi, at en patrulje 8. november blev sendt til produktionen for at undersøge forholdene.

- Jeg kan bekræfte, at vi var på stedet, og at der ikke blev foretaget nogen anholdelser eller sigtelser i den forbindelse, lyder det fra politiets talsperson.

Ifølge Netflix er der da heller intet at komme efter.

'Netflix tager dyrevelfærd meget alvorligt. Ingen dyr blev skadet under optagelserne af denne serie, og al lokal lovgivning blev overholdt,' lyder det i en udtalelse, som streaminggiganten ikke har ønsket at uddybe, til Ekstra Bladet.

Ikke ulovligt
Ekstra Bladet har været i kontakt med Zoologisk Have i København, der overtog den døde gris efter optagelserne, så den kunne bruges som foder til dyrene.

- Vi blev kontaktet af produktionsselskabet, som spurgte, om vi ville aftage den døde gris efter optagelserne, med garanti for, at den blev aflivet på forsvarlig og ordentlig vis, og det sagde vi ja tak til. Så jeg kan bekræfte, at vi har aftaget en død gris, lyder det fra pressechef i Zoologisk Have i København, Jacob Munkholm Hoeck.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var der tale om en gris, der skulle aflives alligevel.

Og selvom der i dyrevelfærdsloven står skrevet, at dyr ikke må lide 'væsentlig ulempe' i forbindelse med filmoptagelser, er en aflivning ifølge zoologisk direktør og dyrlæge i Zoologisk Have i København, Mads Frost Bertelsen, ikke i sig selv ulovlig.

- Hvis dyret bliver aflivet af en person, der er uddannet i det, og det i øvrigt sker på en etisk forsvarlig måde, hvor dyret ikke mishandles eller lider overlast på anden vis, er der ikke noget ulovligt i det, forklarer han.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra produktionsselskabet Copenhagen Cowboys, men de er i skrivende stund ikke vendt retur på vores henvendelse.

Hvorfor skulle den dø?

Grisen, der mistede livet i forbindelse med optagelserne, er symbolet på vores sørgelige forhold til nogle dyr.

Det mener Michael Monberg, politisk ordfører for Veganerpartiet, der finder det forkasteligt, at man bruger et dødt dyr som rekvisit.

- Der dør hundredtusindvis af grise hver dag i Danmark, og dem kæmper vi for hele tiden. Men det her er et individ, der kan være symbol på den ligegyldighed, der er overfor produktionsdyr. Man har taget en gris og for rullende kameraer taget en boltpistol, skudt den og udført, hvad jeg vil kalde usømmelig omgang med lig ved at bruge den som rekvisit.

- Der dør 17,4 millioner grise om året i Danmark. Virker det ikke lidt overdrevet, at man gør en sag ud af en enkelt gris, der så vidt vides alligevel skulle aflives?

- Hvad hvis det var en hund eller en kat? Bruger man det argument, så kan man slå alle dyr ihjel, som vi lyster. Hvorfor er det moralske kompas gået i stykker, når det er et produktionsdyr, vi taler om, siger Michael Monberg og tilføjer:

- Jeg har endnu ikke fået en forklaring på, hvorfor et produktionsdyr er mindre værd, fordi det er født i en forkert krop.

- Men et svin er jo et dyr, vi bruger til at spise?

- Og i Kina spiser de hunde.

- Men nu var det en gris?

- Ja, men så er grise mindre værd, fordi de er grise. Kvinder har kæmpet imod det samme i tusindvis af år, hvor vi mænd har sagt, at de er mindre værd. Argumentet holder ikke.

- Så du grisen blive aflivet?

- Det gjorde vi ikke, nej. Men vi fokuserer på dyreværnslovens paragraf 28, og vi tog derud, fordi produktionsholdet skal vide, at de ikke skal gøre det igen. I USA bruger man 3D-animationer i stedet for at slå dyr ihjel. Hvorfor ikke gøre det samme herhjemme, spørger han.

- Hvordan ved I så, at det var for rullende kameraer?

- Det ved vi heller ikke, men man har taget en levende gris med på et filmset for at slå den ihjel og lægge den døde krop i baggrunden. Den bliver kaldt en rekvisit derude, så den må jo være en del af scenen, ellers burde den være blevet aflivet derhjemme.

- Men den skulle jo aflives alligevel. Er det så galt, hvis det er gjort på forsvarlig vis?

- Hvis du bruger det argument, er alle vores skæbner forsejlet, og det holder ikke. Hvis det her er okay, hvorfor står der så i paragraf 28, at dyr ikke må lide overlast på produktioner. Vi har en lov, der siger, man ikke må. Så nu skal vi have prøvet den af.

- Grisen blev brugt som foder i Zoologisk Have. Er det ikke bare naturens gang?

- Fred være med det. Der er sikkert en løve, der er blevet glad for et lækkert måltid. Det, vi anfægter, er det moralske i at se dyret som så lidt værd, at man bruger det som en rekvisit.

Han håber nu, at sagen vil få Netflix til at stramme op, at produktionsselskaber i Danmark tænker sig om fremadrettet, og at skuespillere siger fra og nægter at deltage i produktioner, hvis dyr lider overlast.

Mødte ko på vej til slagteren: Se veganer bryde ud i tårer

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Hvordan synes Mette Frederiksen selv, det går?