Reagerer på amerikansk 'Druk': - Han får kam til sit hår

Thomas Bo Larsen glæder sig til at se den amerikanske udgave af 'Druk', men Leonardo DiCaprio får svært ved at gøre Mads Mikkelsen kunsten efter, mener han

Thomas Bo Larsen var blandt de nominerede i kategorien bedste mandlige birolle, da Bodilprisen blev uddelt lørdag. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Thomas Bo Larsen var blandt de nominerede i kategorien bedste mandlige birolle, da Bodilprisen blev uddelt lørdag. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Det var en storsmilende Thomas Bo Larsen, der for første gang efter Oscar-uddelingen satte ord på 'Druk'-holdets helt store triumf.

Det gjorde han lørdag forud for uddelingen af årets Bodilpriser.

- Det er super fedt, at vi har lavet verdens bedste film. Det er sgu da fedt. Og på grund af omstændighederne med Thomas' datter og alt det forfærdelige, der skete, så er det fantastisk, at den kan sparke så meget røv, lød det fra den 57-årige skuespiller til den fremmødte presse.

Og selvom Thomas Bo Larsen har svært ved at få armene ned, er han ikke ked af, at fejringen blev i Danmark i denne omgang.

- Jeg savnede ikke at komme derover. Ikke rigtig. Jeg har været til Golden Globe, hvor Michelle Pfeiffer sad på den ene side og Jack Nicholson sad på den anden side. Og det var også en stor oplevelse, men jeg synes, det var lige meget denne gang, for vi bader bare i, at så mange millioner mennesker er vilde med denne her film, sagde han.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Glæder sig
Kort tid efter Oscar-triumfen kom det frem, at Hollywood-stjernen Leonardo DiCaprios filmselskab havde købt rettighederne til en amerikansk udgave af 'Druk'.

Og den glæder Thomas Bo Larsen sig til at se - hvis den altså bliver til virkelighed.

- Jeg kan kraftedeme love dig for, at jeg skal ind og se den. Det kan jeg love dig for. Amerikanerne køber jo tit rettigheder, for de er bange for, at der kommer nogle og tager dem fra dem. Men det er først, når filmen er blevet finansieret, og de går i gang med at lave den. Fra de køber rettighederne og til det, der går et godt stykke tid, sagde han lørdag.

Ikke mindst er han spændt på at se, hvordan DiCaprio vil klare sig Mads Mikkelsens rolle

- Han får kam til sit hår. Det tror jeg. Og jeg tror, den er svær at kopiere, for den amerikanske mentalitet er jo helt anderledes end den danske. Men man kan aldrig vide. Folk bliver jo rørt af det menneskelige i filmen, lød det fra Thomas Bo Larsen.

Thomas Bo Larsen var nomineret til Bodilprisen i kategorien bedste mandlige birolle. Her løb Lars Brygmann dog med sejren.

Her er alle vinderne

Bedste film: 'Druk' af Thomas Vinterberg

Bedste kvindelige hovedrolle: Kaya Toft Loholt for 'En helt almindelig familie'

Bedste mandlige hovedrolle: Mads Mikkelsen for 'Druk'

Bedste kvindelige birolle: Sidse Babett Knudsen for 'Kød og blod'

Bedste mandlige birolle: Lars Brygmann for 'Retfærdighedens ryttere'

Bedste dokumentar: 'En splittet familie' af Mira Jargil

Bedste amerikanske: 'The Lighthouse' af Robert Eggers

Bedste ikke-amerikanske: 'Portræt af en kvinde i flammer' af Céline Sciamma

Bedste fotograf: Louise McLaughlin for 'Vores mand i Amerika'

Bedste manuskript: Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg for 'Druk'

Æres-Bodil: De danske biografer

Sær-Bodil: Instruktør og producer Katja Adomeit

Henning Bahs Prisen: Scenograf Rie Lykke for 'Vores mand i Amerika'

Arbejdernes Landsbank Talentprisen: Instruktør Malou Reymann for 'En helt almindelig familie'