'Robinson'-deltager: Derfor er jeg ude

Astrid Hessellund forlader 'Robinson' i ugens afsnit, efter hun kommer til skade med ryggen, men det er ikke det eneste, der ikke spiller for hende

Der er ingen tvivl om, at 'Robinson Ekspeditionen' er et af de hårdeste tv-formater, der findes. Det er set før, at deltagere kommer til skade og i værste tilfælde må forlade programmet mod deres vilje. 

I årets 'Robinson Ekspeditionen' er Astrid Hessellund en af dem, der må forlade øen, da hun slår ryggen meget hårdt under en tur på en speedbåd. 

Til Ekstra Bladet fortæller 46-årige Hesellund, at hun har været meget 'uheldig' gennem hele programmet.

- Da vi bliver transporteret i speedbåd, blæser det rigtig meget den ene dag, og bølgerne går meget højt. Kaptajnen får reddet en bølge op, men ikke ned igen, så vi ryger op i luften og lander rigtig hårdt på vandoverfladen.

- Jeg lander på en måde, hvor jeg slår min lænd meget hårdt, og allerede da vi skal ud af båden, kan jeg mærke, at den er helt gal.

Astrid Hessellund var med i sæson 22 af 'Robinson Ekspeditionen', men er nu røget ud pga. et uheld. Foto: TV3 / Janus Nielsen
Astrid Hessellund var med i sæson 22 af 'Robinson Ekspeditionen', men er nu røget ud pga. et uheld. Foto: TV3 / Janus Nielsen
 

En svær men nødvendig beslutning
Efterfølgende gør det så ondt i ryggen, at Astrid Hessellund, der til dagligt er social- og sundhedshjælper, må tilses af en læge og en tur på hospitalet.

- Der er ikke noget, der er brækket, men det bliver ved med at gøre ondt og trækker helt ned i låret. Jeg kunne ikke fortsætte mere, for jeg er ikke 23 år længere, og det ville ikke være godt for min ryg, fortæller hun.

- Det er rigtig irriterende, at jeg skulle ud, fordi jeg var ellers lige begyndt at føle, at jeg kunne fyre den af. Jeg ville godt have været gået hele vejen til finalen.

Astrid Hessellund mener, at hun følges af uheld gennem hele 'Robinson Ekspeditionen'. Foto: Kenneth Meyer
Astrid Hessellund mener, at hun følges af uheld gennem hele 'Robinson Ekspeditionen'. Foto: Kenneth Meyer
 

En uheldig type
Selvom uheldet får hårde konsekvenser for Astrid Hessellund, der må vinke farvel til drømmen om en plads i 'Robinson'-finalen, er det ikke første gang, hun føler sig uheldig.

- Jeg føler mig bare generelt pænt uheldig i programmet. I første afsnit var jeg den sidste, der blev valgt, da der skulle fordeles hold. I dødskampen tabte jeg efterfølgende 6-0. Det slog mig pænt hårdt, udtaler tv-deltageren.

Hun forklarer, at ryggen stadig gør ondt, men at det bliver bedre for hver dag, der går.

'Robinson Ekspeditionen' kan ses på TV3 mandag klokken 20 og streames på Viaplay.