Fredagens Knæk Cancer-udgave af 'Vild med dans' var lige ved at få krammet på musiker Jimilian Ismaili, der med sin dansepartner, Asta Björk, var med til at samle penge ind til kampen mod kræft.
Da parret havde været på gulvet i deres vals, var den 27-årige sanger lige ved at give efter for tårerne, kunne han fortælle, da Ekstra Bladet mødte ham og Asta Björk efter showet.
- Jeg var lige ved at fælde en glædeståre, fordi det var så fedt. Publikummet, at man var med til at gøre noget godt, og så selvfølgelig at jeg havde inviteret min mor og far til Det Kongelige Teater. Det, synes jeg, er helt vildt stort. Så jeg blev bare rørt af hele stemningen, sagde Jimilian.
Rørt til tårer
Også Jimilians forældre, der sad på tilskuerrækkerne i Det Kongelige Teater og fulgte showet, lignede nogle, der var rørt over oplevelsen.
Da der blev zoomet ind, var det tydeligt for seerne, at musikerens far havde vanskeligt ved at holde tårerne tilbage.
Og det gjorde i den grad indtryk på Jimilian.
- Det har jeg ikke set. Men hvor er det sødt! Han er bare stolt. Det er selvfølgelig glædestårer, og han er nok stolt over at se sin søn tage det videre, for han har også været musiker, da han var ung, lød det fra Jimilian, der fortsatte:
- Så det er vildt, at jeg på dagen i dag har kunnet invitere ham med til noget, der er så stort.
Jimilian har tidligere fortalt til Ekstra Bladet, at det betyder meget for ham at have sin familie bag sig i det, han laver, fordi familiens fortid som flygtninge fra Albanien er noget, der stadig tynger.
Hvordan det går Jimilian og Asta videre i 'Vild med dans', kan du følge på TV 2 fredag klokken 20.00 og på TV 2 Play.
--------- SPLIT ELEMENT ---------