Rystet TV 2-boss: - Det er forfærdeligt

Nyhedsdirektør på TV 2 Ulla Pors kalder beskrivelserne i Metoo-dokumentaren om TV 2 for rystende

Ulla Pors mener stadig, at hun er den rette person til at rette op på TV 2. Foto: TV 2
Ulla Pors mener stadig, at hun er den rette person til at rette op på TV 2. Foto: TV 2
Følg Film og tv

Dokumentaren 'Metoo: Sexisme bag skærmen' er både rystende og skildrer et miljø, som TV 2 er godt i gang med at rydde op i.

Det mener nyhedsdirektør Ulla Pors, der over for Ekstra Bladet dog hverken vil love, at det ikke sker igen eller kommentere, at den tidligere nyhedsdirektør Michael Dyrby i går i Ekstra Bladet blev udråbt som en af dem, der havde opført sig upassende.

- Jeg synes jo, at de beskrivelser, der kommer frem i dokumentaren, er rystende. Det er en utrolig stærk dokumentar, og jeg synes, det er så sindssygt vigtigt, at de her kvinder tør stille sig frem og fortælle deres historier. Jeg synes simpelthen, det er så stærkt af dem, og det er rystende at høre, siger Ulla Pors.

Ulla Pors blev ansat som reporter på TV 2 Nyhederne i 1990 og blev i 1998 redaktionschef med ansvar for blandt andet TV 2 Nyhederne. I 2005 skiftede hun til Danmarks Radio, inden hun vendte tilbage på TV 2 i 2011, hvor hun siden har siddet i ledende roller.

- I kommer nu med en undskyldning fra TV 2's side. Men kan du frasige dig et ansvar?

- Det er der da ingen, der kan. Det mener jeg faktisk ikke. Jeg mener, at alle, der har været chefer i den periode, og det er jo mange år, må sige: 'Hvad var det, jeg ikke så? Hvad var det, jeg ikke gjorde?'. Så det er der ingen, der kan, og det kan jeg heller ikke.

- Jeg tror, det er Louise Degn, som i dokumentaren siger: 'Undskyld, var der ikke en voksen til stede.' Og det har hun ret i.

Fakta om MeToo-dokumentaren

Hele arbejdet med MeToo-dokumentaren blev skudt i gang i 2020, efter en række kvindelige TV 2-ansatte tog initiativ til en støtteerklæring til tv-vært Sofie Linde, der satte fokus på sexisme i mediebranchen i sin tale under Zulu Comedy Galla sidste år.

Støtteerklæringen blev underskrevet af hele 1615 kvinder fra mediebranchen og satte i den grad gang i en ny MeToo-bevægelse.

Efter støtteerklæringen satte TV 2 også en ekstern advokatundersøgelse af forholdene på kanalen i gang, og den undersøgelse betød blandt andet, at de to profilerede værter Jens Gaardbo og Jes Dorph-Pedersen blev fjernet fra skærmen.

Ekstra Bladet erfarede siden, at en gruppe journalister fra TV 2 var i gang med at lave en dokumentar, som omhandlede sexisme i mediebranchen - heriblandt på TV 2.

Siden trak kanalen dog stikket, og i stedet besluttede Politiken, at de i samarbejde med Impact TV ville arbejde videre med projektet.

I februar i år meddelte Politiken dog, at de trak sig fra samarbejdet.

- Men vi fortsætter arbejdet med projektet med en ny mediepartner. Vi glæder os til at gøre dokumentaren tilgængelig for offentligheden, når tid er, lød det i den forbindelse fra Thomas Heurlin, der er direktør i Impact TV.

Siden er Discovery Networks Danmark dog kommet med på samarbejdet, og dokumentaren er nu en realitet.

Rystende
- I mange af årene har du vel været den voksne?

- Jeg har været én af dem, men ikke hele vejen igennem og heller ikke den øverste overordnede. Jeg tror, at alle, der kender mig, ved, at jeg står for en anden ledelsesstil, og jeg synes selv, at jeg er en af dem, man har kunnet komme til. For mig har læringen af det her været, at det gjorde man ikke. Jeg synes, det er rystende, at vi ikke har haft det system bygget godt nok op. Vi har ikke haft den åbenhed, og det er det, vi arbejder med nu.

Dyrby nægter

Michael Dyrby kan ikke genkende Anna Thygesens oplevelse fra bussen på vej hjem fra julefokosten.

Det meddeler han kortfattet på en sms til Ekstra Bladet.

'Jeg er overbevist om, at jeg ikke har sagt noget så grænseoverskridende til Anna Thygesen - det ville naturligvis være helt uacceptabelt,' skriver Michael Dyrby kort.

Den melding overrasker ikke Anna Thygesen.

- Jeg kan godt forstå, at han benægter, når han har valgt at sige, at han ikke har været en del af kulturen.  Derfor er jeg glad for at, at en mine tidligere kolleger fra TV 2 over for Impact (produktionsselskabet bag dokumentaren, red.) kan bekræfte, at jeg fortalte om episoden mandagen efter julefrokosten, siger Anna Thygesen.

Intet svar
Ekstra Bladet har stillet Michael Dyrby en række spørgsmål til episoden og dokumentaren, som han ikke har svaret på. Vi ville gerne have haft svar på følgende:

- På skrift i dokumentaren er du citeret for at sige, at du ikke så den sexisme, der eksisterede på stationen. Hvordan kunne du ikke se det, når du selv var en del af det?

- Var du kultur-blind? Så du ikke den kultur, du selv var en del af?

- Var du selv med til at fremme den kultur?

- Hvordan hænger Anna Thygesens fortælling sammen med, at du i marts i en klumme var ude og sige, at du ikke mener, du har været med til at krænke nogen?

- Hvorfor er du ikke med i dokumentaren, når der tydeligvis er historier, der omhandler dig?

- Er det rigtigt, at du har hyret advokater til at undgå, at du ville blive inddraget i dokumentaren?

- Når man ser dokumentaren, bliver der beskrevet en fuldstændigt gennemsyret sexistisk kultur med revyer og sladder i krogene, og jeg ved ikke hvad. Jeg tror, der er mange, der tænker, hvordan du og de andre ledende medarbejdere, der ikke stod for det, ikke kan have opdaget, hvad der foregik. Jeg er med på, at du siger, at kulturen ikke var til, at man 'sladrede'. Men du må da have hørt noget?

- Vi har en kultur på TV 2, som vi på mange måder er stolte af, men vi må også erkende, at vi har haft en usund kultur - vi har ikke været klar over, hvor slemt det var. Og det er jeg enormt ked af, at jeg ikke har set. Jeg har ikke selv oplevet det. Jeg er ikke selv på noget tidspunkt blevet krænket. Det er en øjenåbner for mig, det her.

- Vi kan se, at det er yngre, sårbare nyansatte praktikanter, der har været udsat for det, og det er forfærdeligt, at vi ikke har været dygtige nok til at sikre et sundt miljø for dem. Det er helt afgørende for mig, at vi sikrer, at det her ikke kommer til at ske for næste generation.

 

Artiklen fortsætter under videoen ...

Se traileren til 'Metoo: Sexisme Bag Skærmen'

Et ledelsessvigt
- Så I har i ledelsen gået med skyklapper i denne her periode?

- Jeg spørger i hvert fald mig selv, hvad var det, jeg ikke reagerede på? Hvad var det, jeg ikke fangede? Hvorfor gjorde vi ikke noget? Der er ingen, der har været chefer i den periode, som kan synes, vi har gjort det godt nok. Det er et ledelsessvigt, at vi ikke har fanget det. Kvinderne beskriver også, at det er ledere, der har udsat dem for det. Det er jo et svigt af en kaliber.

- Er du og resten af ledelsen så overhovedet de rigtige til at rydde op i det?

- Det synes jeg jo, at jeg er. Jeg står for en helt anden ledelsesstil. Vi har i et år arbejdet med det her og taget det enormt alvorligt. Først lavede vi den store advokatundersøgelse, og så har vi haft fat i både nyhederne og hele TV 2 på alle mulige planer. Vi er slet ikke færdige. Det her er en del af vores historie, som vi taler åbent om, og som vi flytter os fra.

- I går blev der sat navn på Michael Dyrby som en, der har opført sig upassende. Var du overrasket, da du hørte det?

- Jeg kan ikke kommentere personsager og navne. Så det kan jeg ikke sige noget om. Jeg kommenterer ikke personsager og navne.

Dybt alvorligt

- Kan du forstå, hvis man som tilskuer ikke tror, at der bliver ændret en tøddel hos TV 2. Der er jo sager helt frem til 2020?

- Hovedparten af de omtalte sager er af ældre - og også meget ældre - karakter. 20 år gamle. Så ja, selvfølgelig ændrer vi os, og det har vi også allerede gjort. Vi har taget det dybt alvorligt. Man laver ikke en kultur om på en dag eller et øjeblik. Men vi har et kæmpe fokus på det her.

- Nu siger du, at I har et stort fokus. Men hvordan forhindrer I, at der sidder en liderlig leder og gør det i det skjulte stadigvæk?

- Det tror jeg ikke, der er nogen virksomhed nogensinde, der kan forhindre. Heller ikke på Ekstra Bladet kan du være sikker på, at der ikke sidder en, som ikke kender sine grænser. Men det, vi kan gøre, er, at vi kan sikre, at alle ved, at det ikke er i orden, at de kan tage fat i nogen. At de ved, hvor de skal gå hen, og de ved, at de bliver taget alvorligt. Det er vores opgave. Vi skal gøre alt for, at det ikke sker, men sker det, skal de vide, hvor de skal gå hen.

- Er der nogen af de situationer, der beskrives i dokumentaren, du var bekendt med?

- Nej, det er der ikke. Jeg har hele tiden tænkt: Hvad har jeg overset? Jeg kan sagtens se for mig, at nogle har sagt til mig i en situation, at de har oplevet et eller andet, og så har jeg tænkt 'årh, det er jo bare for sjov'. Det er en af de ting, vi har gjort i tidernes morgen i branchen. Vi har ikke taget det alvorligt. Jeg kan sagtens have hørt noget, jeg ikke har taget alvorligt nok.

- Men du har ikke et konkret eksempel?

- Nej.

Seneste nyt

Ekstra Bladet har givet statsministeren en lys idé

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.