Brødrene David og Samuel blev rost til skyerne, og gik her til aften under navnet Sigala videre til bootcamp i 'X Factor'.
Det er dog langt fra sikkert, at de kan få lov til at beholde netop det kunstnernavn, hvis de ved bootcamp når til liveshows.
En af de senere års mest succesfulde dj-artister på verdensplan er således briten Bruce Fielder, der gennem flere år har optrådt og udgivet musik under navnet Sigala.
Dj Sigalas lejr tavs
Vi har forgæves bedt britiske Sigalas management om en kommentar til, at der i Danmark render to brødre rundt, som på tv i bedste sendetid foran hundredetusinder optræder under samme navn som ham.
For vil det i yderste konsekvens afstedkomme et krav om, at de må droppe navnet?
I 2016 måtte søstrene fra Embrace i hvert fald efter deres 'X Factor'-sejr skifte navn til NEW:NAME og siden Kaputu, idet Embrace også var navnet på et britisk indierock-band.
Forskellen her er dog, at brødene Sigala er født med efternavnet, og advokat med betydelig erfaring inden for rådgivning i ophavsret, Casper Andreasen, beskriver overfor Ekstra Bladet en slags gråzone.
- Det er klart, at der er en udvidet adgang til at bruge eget navn, og dette kan tale for, at man gerne må. Omvendt kan man ikke i alle tilfælde bruge eget navn, hvis det krænker andres rettigheder til navnet. Det kan derfor tale for, at den konkrete sag kan være i strid med markedsføringsloven, siger han og fortsætter:
- Det er langt fra sikkert, at den britiske artist, du omtaler, Sigala, har registreret navnet som varemærke, men Sigala kan godt opnå en beskyttelse alene via brugen af navnet. Det kræver ikke nødvendigvis en registrering. Anvendelse af et navn, ord eller figur kan i sig selv give beskyttelse qua anvendelsen, lyder det.
Forvekslingsrisiko
Om dj'en Sigala har en sag, skulle han ønske det, handler også om forvekslingsrisiko. Andreasen nævner i den forbindelse en sag fra Højesteret, hvor mastodonten Lego og kunstneren Louise Lego førte sager mod hinanden om brugen af navnet.
Højesteret fandt, at Louise Lego gerne måtte bruge sit navn i forbindelse med sin virksomhed - et galleri.
- Højesteret lagde vægt på, at produkterne og brancherne var forskellige, hvorfor der reelt ikke var en forvekslingsrisiko, men det er jo ikke tilfældet i den sag, du omtaler. Det er to musikartister, så her vil man vurdere, om der er en reel forvekslingsrisiko, hvilket jo også kan afhænge af, hvilke type musik man spiller m.v.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Bubber var i swingerklub da han optog tv-programmet 'Danmark ifølge Bubber'. Hør ham fortælle om den oplelvelse i 'Der er brev' herunder eller i din podcast-app