- Jeg troede, jeg skulle stå med guldet om halsen.

Sådan siger den 56-årige pædagog Sanne Flade Larsen undervejs i torsdagens afsnit af 'Alene i vildmarken', hvor hun vælger at tage hjem.

I klipningen lige inden og under hendes exit bliver der spillet på de helt store følelsestangenter med gråd og familiebilleder, og det kommer nemt til at fremstå, som om Sanne er ærgerlig over ikke at fuldføre.

Men faktisk var hun slet ikke ked af det, og der var nøje overvejelser bag beslutningen om at smutte.

I dag føler hun således slet ikke, at den del er kommet ordentligt frem i programmet, og det har gjort hende skuffet og vred på DR og United Productions:

- Sidst jeg var med, brugte jeg et år på at blive mig selv igen og faktisk stå ved, at jeg har følelser - og at være i følelserne. Det har jeg nu snakket meget om her i sæson 7, men de har bare ikke vist det. De har heller ikke vist, at det faktisk er et tilvalg, at jeg siger til mig selv: 'Det her behøver du ikke at vinde', siger Sanne Flade Larsen til Ekstra Bladet.

Bevidst signal
Hun betoner, at naturen for hende er et sted, hvor hun ikke konkurrerer, men derimod lader op og tænker sine tanker færdig.

- Alt det fine omkring det får de ikke med. Det er ret stort af et konkurrencemenneske som mig, der er tidligere danmarksmester i kajak, at sige, at jeg faktisk fravælger denne her konkurrence, lyder det.

Har sagt det til dem
Sanne fortæller, at hun bevidst sender et signal til sin omverden og sig selv om, at det her IKKE kan blive en konkurrence for hende:

- Derfor går jeg på dag 25. Det gjorde jeg også i sæson 2. Hvis min historie skal hænge sammen, og jeg skal kunne gå derfra uden at være psykolog-klar, så er det supervigtigt, at de ting kommer frem. Og det kommer IKKE frem. Jeg HAR sagt det til dem (produktionen, red.).

- Du er skuffet over dem?

- Ja, det er jeg sgu. For det er fandeme mig, der er derude, og det er min historie. Jeg synes, de amputerer min historie. Naturen giver mig noget, som er meget mere værd end at vinde. Det at stå ved mine følelser og stå ved savnet af dem derhjemme. I stedet for at parkere det et sted, hvor jeg ikke har lyst til, at det skal være.

- Så det er måden, du er klippet på, du er sur over?

- Ja. Jeg er med på, der er ting ved min historie, de ikke kan afsløre i de første 14 dage (at hun reelt ikke har planer om at blive tiden ud, red.). Men jeg blev mere og mere klar i forhold til det her med 'er det en konkurrence eller er det ikke en konkurrence'?

- De blev ved med at sige til mig 'jamen, du vil vel da gerne vinde, ikke?'. Men er det her bare et menneskeskabt koncept, de trækker ned over hovedet på mig for at få mig til at sige 'jeg vil vinde', når nu naturen er noget meget mere fint for mig end det at konkurrere?.