Det gik på ingen måde seernes næse forbi, at dommer Britt Bendixen under fredagens 'Vild med dans' roste Pernille Blume for hendes 'havfruegrønne' kostume, som hun bar under parrets samba.
Lynhurtigt skabte det stor undren hos seerne hjemme i stuerne. Kostumet var nemlig så blåt, som noget kunne blive.
'Er Britt Bendixen farveblind', skrev en seer i Ekstra Bladets liveblog efter kommentaren.
'Hold da op. Hun er da helt væk. Den har da aldrig været grøn', skrev en anden, mens massevis af kommentarer fortsatte i samme spor.
Farvekokset er da heller ikke gået ubemærket hen hos Blume og hendes partner, Morten Kjeldgaard, som Ekstra Bladet mødte umiddelbart efter fredagens afgørelse, hvor de klarede sig direkte videre til næste fredag.
- Hvad farve er jeres tøj? Er det blåt eller grønt?, lød det fra Ekstra Bladets journalist.
- Jeg forstår det ikke. Jeg er virkelig dårlig til farver, så da jeg retter Britt, der er jeg sådan: 'Det er det dummeste, jeg nogensinde kan gøre', for det kan da godt være, at den er grøn, griner Morten Kjeldgaard, der bliver suppleret af en bestemt Blume:
- Jeg føler, at den er blå. Den er meget, meget blå, understreger Blume.
- Godt nok, udbryder Kjeldgaard med et grin.
- Men farver kan se meget anderledes ud, når de er på gulvet og med lyset, medgiver Blume.
Meget sjovt
Parret tog dog farveforvirringen med et grin.
- Det er meget sjovt, og nogle gange får man sagt noget, som man ikke lige tænker over. Havfruer er jo som regel også grønne på deres finner eller haler, så måske var det bare det, Britt ville frem til. At det var en havfrue, griner Blume og bliver suppleret af Kjeldgaard:
- Måske mente hun også blå og sagde grøn, og så har hun ikke registreret det. Men det er meget sjovt, lyder det fra Kjeldgaard, mens Blume konkluderer, at Britt Bendixen må have tænkt på Ariel, der som bekendt har en grøn finne.
- Hvad var tanken bag jeres kostume? Var det, at det skulle ligne en havfrue?
- Det skulle være 80'er inspireret, og så var vi ret hurtige på, at Pernille skulle have en heldragt på. Det synes vi kunne være meget sjovt, siger Morten Kjeldgaard med et grin og fortsætter:
- Når man har en heldragt på, er det svært at dække over fejl, men der troede jeg 100 procent på, at Pernille kunne hive den hjem, og det gjorde hun.
Ekstra Bladet ville meget gerne have spurgt Britt Bendixen ind til farveforvirringen, men hun ønskede fredag aften ikke at stille op til interviews med pressen.
Husker du Vickie Jo, der i mange år var fast inventar i 'Vild med dans'? Bliv meget klogere på, hvor hun er i dag lige her.
--------- SPLIT ELEMENT ---------