Sigmunds far i reality-show: - Jeg vil ikke være kendt

Selvom Oddur Trondheim medvirker i 'Divaer på Discount', har ingen planer om at blive realitystjerne som sin søn

Sigmund og Oddur. Foto: TV3
Sigmund og Oddur. Foto: TV3

Vi kender den 24-årige Sigmund Trondheim fra blandt andet 'X Factor', 'Divaer i junglen' og 'Melodi Grand Prix'.

Nu er han aktuel i endnu et program; 'Divaer på Discount' på Viafree, og denne gang er det med sin far, Oddur Trondheim, under armen. Oddur er nemlig godt træt af sønnens diva-nykker og tager ham derfor med på overlevelsestur i den danske natur.

Mens Sigmund er vant til at være foran kameraet, forholder det sig noget anderledes med hans færøske far, der er bosat i Herning. Der er dog ingen tvivl om, at Oddur har fået en god oplevelse ud af at medvirke i reality-programmet.

- Det er da nyt for mig at være med i sådan et program, men det var rigtig sjovt og en lille smule grænseoverskridende indimellem. Det har ført mange sjove oplevelser med sig. Jeg overvejede heller ikke så meget, om jeg skulle være med eller ej, jeg var bare klar til at springe ud i det. Og det var en super sjov oplevelse at få sammen med Sigmund, fortæller Oddur til Ekstra Bladet.

- Jeg har ingen ambitioner om at blive kendt eller noget i den stil. Slet ikke. Det var kun, fordi det lige lød som et sjovt program, og jeg passede ind, og derudover gør jeg det da gerne for Sigmunds skyld. Men hvis der er nogen, der spørger, om jeg vil medvirke i noget andet i fremtiden, så kunne jeg da godt være frisk. Det er jo en sjov oplevelse, fortsætter han og tilføjer:

- Resten af familien tænker næsten mere over, at jeg medvirker, end jeg selv gør. Jeg tænker ikke rigtig over det. Nu underviser jeg til dagligt på bygningskonstruktør-uddannelsen i Holstebro og går blandt 2000 studerende, så jeg er vant til at blive kontaktet af dem, hvis jeg nu møder dem i byen eller lignende. Det fylder ikke så meget for mig.

Oddur fortæller, at Sigmunds mor og søstre ikke har et behov for at være med på skærmen. Derfor var det oplagt, at det var ham, som blev en del af programmet.

Sigmund slået ned: Har konfronteret gerningsmanden

Stolt af Sigmund
For mange forældre er det formentligt lidt af en omvæltning, når deres søn eller datter pludselig bliver et meget velkendt ansigt i offentligheden. Dette kan Oddur også nikke genkendende til.

- Det mærkes virkelig, at Sigmund har fået et kæmpe netværk. Hvis vi går en tur med ham, så bliver han næsten altid stoppet af nogen, der skal sige hej eller have taget et billede. Så går vi lige lidt væk. Men han har altid været lidt verdenskendt i Herning, så på den måde er det heller ikke så nyt igen, griner Oddur og fortsætter så:

Sigmund, da han medvirkede i 'Melodi Grand Prix' tidligere i år. Foto: Mogens Flindt.
Sigmund, da han medvirkede i 'Melodi Grand Prix' tidligere i år. Foto: Mogens Flindt.

- Jeg er meget stolt af Sigmund, og hvad han opnår, og hvordan han håndterer det. Jeg synes, han gør det skide godt. Men han er jo stadigvæk bare min lille dreng. Der er ingen forskel i hjemmet. Selvfølgelig er der flere, der prøver at hive i ham, men ham som person har ikke ændret sig.

Desværre oplever Sigmund dog ikke kun positiv respons fra omverdenen, og det kan bestemt være hårdt at se for Oddur:

- Jeg bliver selvfølgelig rigtig ked af, når Sigmund har været ude for noget ubehageligt. Det gør da ondt på os. Men jeg synes, det er sejt, han står frem med det, for det er jo et problem, at man ikke kan gå i fred, bare fordi man er lidt anderledes, lyder det fra Oddur,

- Desværre får mange homoseksuelle ting at vide engang imellem, men Sigmund lider ikke i stilhed, og det er rigtig godt, slår han fast.

Stangstiv 'Forsidefrue': Det stak helt af