Det var en dyr omgang teknik, der lørdag skabte stort kaos på DR, da afstemningsappen gik ned.
Udviklingen af den app, der skulle bruges til at optælle stemmer ved Dansk Melodi Grand Prix, blev sendt i udbud i 2020. Her fremgår det, at den anslåede værdi af udbuddet lød på syv millioner kroner uden moms.
'Rammeaftalen gælder primært en afstemningsapp for Dansk Melodi Grand Prix (den danske kvalifikation til det årlige Eurovision Song Contest for voksne) og en afstemningsapp til MGP (det tilsvarende show for børn). Sekundært inkluderer DR i udbuddet yderligere udvikling relateret til andre second screen-apps med afstemning og interaktion med tv-seerne,' lyder det i udbudsmaterialet.
Den pris bød giganten Banijay ind på, og de vandt udbuddet via selskabet Banijay Nordic Holding ApS, som også har lavet andre apps for DR - heriblandt til programmerne 'Versus' og 'Alle mod 1'.
Leverandør: Appen er klar til lørdag
Ekstra Bladet har taget kontakt til Banijay for at høre mere om udbuddet, og hvad der gik galt i lørdags. Her henviser Karoline Briand Spodsberg, der ifølge CVR-registeret er adm. direktør i Banijay Nordic Holding ApS, til virksomhedens norske søsterselskab Nordisk Banijay.
Her fortæller Erlend Hernø Røeggen, der er direktør i det norske selskab, at det var en menneskelig fejl, der var skyld i lørdagens kaos.
- Uden at gå helt i detaljer med det tekniske, kan jeg sige, at det var en fejl i en kode, som ikke blev opdaget i de tests, vi udførte inden. Der er tale om en menneskelig fejl i koden, og det førte til en teknisk fejl, så appen ikke kunne bruges, siger Erlend Hernø Røeggen.
- Det er sådan med al teknik, der laves af mennesker, at der kan ske fejl, og det her er en ekstra påmindelse for os om, at man skal teste, teste og teste.
Han fortæller, at det var en fejl, der ret nemt kunne ordnes. Allerede mandag aften fandt de fejlen, der havde skabt problemer i lørdags, og han mener derfor, at appen kunne bruges til børnenes MGP på lørdag, selvom DR har skrottet den.
- Vi har som leverandør sagt til DR, at vi har lavet de tests, som vi mener er nødvendige, og at appen fungerer, men DR har valgt, at de ikke ville løbe risikoen - og der er jo altid en risiko, når man skal i gang igen. Så vi har forståelse for det, men vi har testet appen, og den virker, siger han.
- Får det konsekvenser for jer økonomisk, at der var dette nedbrud, og at appen ikke bliver brugt på lørdag?
- Det er noget, vi må tage med DR, men det er for tidligt at udtale mig om den dialog endnu.
Mangler tillid
I en pressemeddelelse onsdag fortalte DR, hvorfor man ikke bruger appen på lørdag.
- (...) Den fejl er ifølge leverandøren udbedret, men vi har ikke haft tilstrækkelig tid til at kunne teste systemet, så vi har tillid til, at fejlen er udbedret, og appen er klar til børnenes MGP, og derfor har vi besluttet, at appen ikke bliver brugt til afstemningen på lørdag, lød det fra Aino Olsen, underdirektør i DR Teknologi.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Tavse DR
Da appen skulle bruges ved Dansk Melodi Grand Prix i weekenden, var det i den grad ikke nogen succes. Umiddelbart efter showet undskyldte DR, men garanterede, at det endelige resultat var korrekt.
Ekstra Bladet har i de seneste dage forsøgt at få DR i tale, men det har i skrivende stund ikke været muligt at få oplyst, hvorfor det fortsat skal koste penge at stemme via sms, nu hvor appen var gratis, når man på lørdag vil hjælpe sin favorit til sejr ved børnenes MGP. Her er prisen dog halveret i forhold til de voksnes konkurrence, og på lørdag koster det seerne 50 øre at stemme.
Det har heller ikke været muligt at få svar på, om der har været yderligere omkostninger ud over de syv millioner kroner, udbuddet havde en anslået værdi af, eller om nedbruddet har skabt yderligere udgifter eller får konsekvenser for leverandøren.
Sussi følte allerede, at hun havde sagt farvel til Leo. Hør klip fra et interview med de to, der blev optaget i forrige uge, i 'Der er brev' herunder eller i din podcast-app.