Snyd i DR-program? - Vi har intet at skjule

Redaktør på DR-programmet 'Vilde vidunderlige Danmark' mener ikke, at seerne har grund til at føle sig snydt over studieoptagelser og tamme dyr

DR's formål med programserien er at vise, at der også er masser af spændende natur i Danmark. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
DR's formål med programserien er at vise, at der også er masser af spændende natur i Danmark. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Søndag aften havde DR premiere på det første af fem afsnit omkring den danske natur, da Lars Mikkelsen i en time tog seerne med ud i de danske skove i 'Vilde vidunderlige Danmark'.

Helt vilde var alle dyrene fra afsnittet dog ikke. Det fremgik i de sidste sekunder af rulleteksterne efter første afsnit.

- Visse scener er iscenesat, og der er foretaget optagelser i studie og akvarier, ligesom der er brugt tamme dyr, lød det i teksten på skærmen.

Det er ikke gået helt ubemærket hen på de sociale medier, og selvom de fleste godt var klar over, at det foregik på den måde, så har enkelte følt sig snydt.

Det fortæller programmets redaktør, Erling Groth, til Ekstra Bladet, men han understreger, at man ikke har forsøgt at snyde seerne.

DR-par spærret inde i Spanien: - Det blev for voldsomt

Han kan dog ikke svare på, hvor stor en del af optagelserne, der er iscenesatte.

- Man kan ikke rigtigt sætte procenter på det, men jeg kan komme med et eksempel. I næste episode handler det om havet og kysterne, og der er for eksempel noget om havtasken. Det er en stor, flad fætter, som ligger på bunden af havet. Der har vi haft dykkere nede for at filme den svømme rundt, og vi fortæller en masse ting om den, siger han.

Han fortæller, at det derfor er reelle billeder, men de bliver kombineret med iscenesatte optagelser. Havtasken ligger nemlig for det meste under sandet og kommer kun op for at spise cirka én gang hver syvende dag, og den del har man valgt at vise med studieoptagelser.

- Vi kunne ikke have dykkere, der bare lå i ugevis nede i vandet og ventede på det ene billede. Så kan man spørge, om det var vigtigt at få det billede af, hvordan den jager, men ja, det synes jeg. Det hører med til fortællingen, at den kan camouflere sig fuldstændig, indtil den dukker op af sandet og spiser en anden fisk.

- Dét billede ville vi rigtig gerne have, og det kunne vi ikke få ved at ligge i havet. Derfor tog vi ud til et akvarium, hvor der også var en havtaske. Der lavede vi den sekvens, som vi klippede ind i fortællingen om havtasken, siger han.

Når havtasken går på jagt i 'Vilde vidunderlige Danmark' er der ikke tale om optagelser fra naturen. Foto: Mastiff TV/DR
Når havtasken går på jagt i 'Vilde vidunderlige Danmark' er der ikke tale om optagelser fra naturen. Foto: Mastiff TV/DR

Efter ny kontroversiel melding: - Hun har tabt småkagerne

Har intet at skjule
Erling Groth gør det klart, at DR på ingen måde har forsøgt at snyde seerne.

- Vi er meget åbne omkring det, og vi har lavet en 'bag om'-video, som vi lægger på sociale medier, når afsnittet har været vist, og der viser vi, hvordan optagelserne er blevet til, siger han og fortsætter:

- Vi har også tidligere indkaldt til et stort pressemøde, hvor vi fortalte om, hvordan vi lavede optagelserne, og vi har lavet artikler på DR's hjemmeside om det. Vi har intet at skjule. Vi skrev det også på skærmen under rulleteksterne, så jeg synes ikke, der er grund til at fortælle det mere tydeligt.

TV2-vært: Du pisser ved siden af, Margrethe

Hjælp fra eksperter
Han understreger, at de har gjort brug af en række eksperter - blandt andet for at finde ud af, hvor de kunne få de gode optagelser af forskellige dyr, og efterfølgende for at sikre sig, at de også viser det rigtige på tv.

- Og eksperterne siger, at det her er sådan, som dramaerne udspiller sig i naturen. Ja, en ugle jager på den måde, en halsbåndsmus lever sådan og sådan og spiser det og det. De scener, som vi ser i fjernsynet, er gengivelser af, hvordan livet i den danske natur er. Det har været helt afgørende for os, siger han og gør det klart, at han ikke er enig med dem, der mener, at DR snyder.

- Vores primære mål er at åbne folks øjne for den danske natur. Det er ikke kun på Serengeti-sletten, at der er farver, former og adfærd, der er super spændende. Det er der også i Danmark, og det vil vi åbne folks øjne for. Så nej, det er ikke snyd. Det er sådan, dyrenes adfærd er.

Står frem: - Vi danner par

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Sebastian Klein: Det er helt normalt

Sebastian Klein har blandt andet en del af dyreprogrammerne 'Naturpatruljen' og 'Vores vilde vej'. Foto: Nanna Navntoft/Ritzau Scanpix
Sebastian Klein har blandt andet en del af dyreprogrammerne 'Naturpatruljen' og 'Vores vilde vej'. Foto: Nanna Navntoft/Ritzau Scanpix
 

Sebastian Klein er en af de tv-værter, der i flere år har forsøgt at undervise den danske befolkning - især børn - omkring naturen og dyrelivet.

Han fortæller, at det er helt normalt, at man gør brug af den slags iscenesatte optagelser, når man laver naturprogrammer.

- Det er der mange, der gør, fortæller tv-værten og peger blandt andet på mange af BBC's naturprogrammer, som også tidligere har fået kritik for at gøre det.

- Jeg har også selv gjort det, når jeg har lavet programmer om naturen. Det er meget normalt, siger Sebastian Klein, som ikke har været med til at lave 'Vilde vidunderlige Danmark'.

Dansk tv-kendis i voldsomt uheld på motorcykel

Enkelte småfejl
Han så selv første afsnit søndag og spottede enkelte småfejl. Han fortæller dog, at DR i store træk har ramt rigtigt i fortællingen om dyrelivet i skoven, og at det formentlig kun er nørder som ham selv, der har lagt mærke til det.

Der var ingen graverende fejl, og ifølge ham er man nødt til at gøre brug af den type optagelser, hvis man vil have de billeder, som DR-programmerne gik efter.

- Man kan ikke tage et vildt dyr fra to forskellige vinkler. Du kan ikke regne med, at du kan få grævlinger, der parrer sig, fra forskellige vinkler. Så ved man jo godt, at de nok er rimelig tamme eller i lukkede omgivelser.

I 'Vilde vidunderlige Danmark' kan seerne blandt andet opleve en kongeørn. Foto: Mastiff TV/DR
I 'Vilde vidunderlige Danmark' kan seerne blandt andet opleve en kongeørn. Foto: Mastiff TV/DR
 

- Man kan heller ikke sætte et kamera på en vild kongeørn, så det er selvfølgelig et dyr i fangeskab, og hvis man vil have de optagelser, så bruger man det. Det gør man. Så kan man spørge, om det er det værd, men det er en redaktionel beslutning.

- Det her er jo en eventyrlig fortælling, og de siger jo også selv, at det er en iscenesat virkelighed, hvor der er skrevet et manuskript. Man har brugt mange fangeskabsdyr til serien, efter hvad jeg kan vurdere, men det har jo givet nogle fantastiske billeder. Det kan man ikke komme udenom. Men man kan så se det.

- Er det noget, man tænker over som helt almindelig seer?

- Nej, det tror jeg ikke. Det er nok kun nørder som mig, der tænker over det, indrømmer han og understreger:

- Jeg synes, det er godt, at man har lavet det program, og jeg vil sige, at det er vigtigt, at der bliver sat fokus på naturen. Det er jeg rigtig glad for, fastslår Sebastian Klein.