Sød musik: Dater stadig

Der er fortsat kærlighed i luften imellem Nikoline og Simon, der mødte hinanden under årets 'X Factor'

I 'X Factor'-finalen gik Nikoline i stå, men hun endte i sidste ende alligevel på en andenplads.

Der opstod sød musik imellem Oh Lands solist Nikoline Steen Kristensen og Simon Kozma, der var en del af Blachmans gruppe Simon & Marcus, da de begge deltog i årets udgave af 'X Factor'.

Her fortalte de til flere medier, heriblandt Ekstra Bladet, at de var glade for hinanden, men at de endnu ikke kaldte sig kærester.

Selvom kameraerne for længst er slukket, og 'X Factor' er slut, er romancen da heller ikke ophørt imellem de to.

De dater nemlig stadig og er begyndt at se endnu mere til hinanden, fortæller de til Ekstra Bladet.

- Vi klinger stadig rigtig godt. Vi banker hinanden i fodboldgolf og spikeball, så det er rigtig godt, siger Nikoline Steen Kristensen en med et grin, mens Simon Kozma stemmer i.

- Vi klinger stadig super godt, lyder det fra Simon Kozma, der dog fortæller, at de endnu ikke kalder sig kærester.

- Nej, vi er ikke kærester, men vi har det godt sammen, siger han, mens parret ikke lægger skjul på, at de stadig dater hinanden.

De to 'X Factor'-deltagere ser stadig meget til hinanden og nyder at dyste i diverse sportsgrene. Foto: Privat
De to 'X Factor'-deltagere ser stadig meget til hinanden og nyder at dyste i diverse sportsgrene. Foto: Privat
 

Stadig kontakt med deltagere
De to 'X Factor'-deltagere fortæller, at de stadig har meget kontakt med flere fra 'X Factor'.

Forleden var Nikoline, Simon og en række af de andre 'X Factor'-deltagere - heriblandt Lucca og årets vinder Solveig - endda samlet hos Nikoline i Sørvad for at fejre hendes fødselsdag.

- Jeg savner 'X Factor' rigtig meget, men vi er gode til at skrive med hinanden, så de slipper ikke helt for mig. Og det var så dejligt at have dem på besøg til min fødselsdag. Det var skønt at vise dem Sørvad, og vi havde det så sjovt, og de fik også set Dagli' Brugsen, hvor jeg arbejder, lyder det fra Nikoline, der fortæller, at hun lige nu har travlt med blandt andet eksamen, men at hun også har flere spillejobs i fremtiden.

Også Simon Kozma savner 'X Factor', men fortæller, at han og vennen Marcus har planer om at komme med meget mere musik i den nærmeste fremtid.