Stjerne lander kæmpe aftale med Netflix

Jennifer Lopez' produktionsselskab Nuyorican Productions har indgået en flerårig aftale med streaming-giganten Netflix

Jennifer Lopez grundlagde i 2001 produktionsselskabet Nuyorican Productions med producer og manager Benny Medina. Foto: Lucas Jackson / Ritzau Scanpix
Jennifer Lopez grundlagde i 2001 produktionsselskabet Nuyorican Productions med producer og manager Benny Medina. Foto: Lucas Jackson / Ritzau Scanpix

Sanger og skuespiller Jennifer Lopez, 51, kan godt poppe champagnen.

Hun har nemlig netop underskrevet en flerårig aftale med streaming-giganten Netflix, som går på, at hendes produktionsselskab Nuyorican Productions de næste år skal levere en række film og tv-serier til tjenesten.

Det skriver flere amerikanske medier heriblandet Deadline.

Aftalen inkluderer desuden et fokus på at støtte op om kvindelige skuespillere, forfattere og filmproducenter.

To produktioner er allerede i gang, nemlig filmen 'The Mother' og filmen 'The Cipher', som forventes at få premiere i 2022.

'Enestående talent'
Lopez glæder sig til at udvide samarbejdet.

'Jeg er glad for at kunne annoncere mit nye partnerskab med Netlix. Elaine, Benny og jeg tror ikke, der findes noget bedre hjem for os end et fremadskuende indholdsskabende selskab, der forsøger at vende sig bort fra konventionel viden og i stedet direkte markedsføre sig til de millioner af mennesker på tværs af verden, som ikke længere mener, at kunst og underholdning skal tilpasses grænser og begrænsninger fra fortiden', udtaler Jennifer Lopez i en pressemeddelelse.

Hos Netflix er de også begejstrede.

'Jennifer er et enestående talent, hvis kreativitet og vision har fanget publikummer og inspireret den næste generation over hele verden. I årevis har hun og hendes team på Nuyorican bragt en markant stemme til underholdningsbranchen, og jeg ser frem til at samarbejde med hende og teamet ved at skabe nye serier, som vores medlemmer kommer til at elske', udtaler den globale tv-chef hos Netflix, Bela Bajaria, i en pressemeddelelse.

J-Lo grundlagde Nuyorican Productions i 2001 i samarbejde med manager og producer Benny Medina, og hun kører selskabet sammen med partneren Elaine Goldsmith-Thomas.

Flere kendte skuespillere og fodboldspillere har som Jennifer Lopez bygget store virksomheder op fra bunden. Se, hvad de er værd her.