Der er gået ti år, siden amerikanske Madison Hamburg fik det telefonopkald, ingen søn - ingen overhovedet - ønsker sig.
'Da jeg var 18 år gammel, blev min største frygt til virkelighed, da min søster ringede for at fortælle mig, at min mor var blevet myrdet,' udtaler sønnen Madison Hamburg i en pressemeddelelse i forbindelse med premieren på hans minidokumentarserie om drabet på sin mor.
48-årige Barbara Hamburg blev fundet dræbt i en blodpøl om formiddagen 3. marts 2010 i haven ved sit hjem på Middle Beach Road i Madison i delstaten Connceticut. Et enklavelignende område for den øvre amerikanske middelklasse med smarte strandklubber, hoteller og golfbane.
Politiet kategoriserede først forbrydelsen som lidenskabskriminalitet, men de manglede beviser, og i 2014 blev sagen henlagt.
'Lige meget hvor meget jeg prøvede at bekæmpe det, blev hendes død en del af mit liv. Mindet om hende blev tåget og sagen blev henlagt, men det kunne jeg ikke acceptere,' udtaler Madison Hamburg.
Igennem otte år har han interviewet adskillige familiemedlemmer og andre personer for at lære mere om sin mor og indsamle beviser i håbet om at løse mordgåden. Arbejdet åbner et sandt edderkoppespind af begravede familiehemmeligheder, forbindelser til lyssky kriminelle figurer og afdækket gammelt nag under overfladen i hans ellers rolige hjemby.
De foruroligende opdagelser tvinger til sidst Madison Hamburg til at konfrontere familiemedlemmer og indbyggere i den lille badeby.
'Selv hvis det betød, at jeg ofrede min egen sikkerhed og fornuft, gav jeg min mor et løfte, da jeg startede det her projekt: 'Jeg vil aldrig lade dig blive glemt.' Det er mindre, end hvad hun ville have gjort for mig,' udtaler Madison Hamburg.
Dokumentarserien 'Murder on Middle Beach' er på fire afsnit og har premiere på HBO Nordic 16. november. Det er Madison Hamburgs debut som dokumentarist.
Du kan få en lille smagsprøve i videoen øverst.