Mandag var der stormøde i DR, og her præsenterede mediehuset en række nye tiltag, der betyder, at DR skal udvikles til at være en 'fuldt ud digital public service-institution' indenfor de næste par år.
Det betyder blandt andet, at fokus især vil være på de digitale tilbud i fremtiden, og at otte ud af ti danskere skal bruge DR digitalt i 2023.
Den udvikling bliver ikke budt velkommen alle steder.
Pia Kjærsgaard, der blandt andet er værdiordfører hos Dansk Folkeparti, mener, at planen om et mere digitalt DR er trist.
- Jeg synes, det er en rigtig skæv udvikling i forhold til den ældre befolkning, som i denne her tid virkelig skal tilpasse sig til, at alt bliver digitalt. Det er en skævvridning, og ærligt talt tror jeg, at der er mange, der bliver tossede i hovedet af det. For når alt foregår digitalt, bliver det hele meget koncentreret, og det bliver sværere og sværere for den ældre befolkning at kunne læne sig tilbage og bare nyde de tilbud, der er, lyder det fra Pia Kjærsgaard, da Ekstra Bladet fanger hende over telefonen.
- Men kan du ikke forstå, at det her er en meget naturlig udvikling, og at man som mediehus må søge imod det digitale, hvis man vil overleve?
- Nej. Jeg synes, det er en alt for hurtig udvikling, man søger imod. Jeg synes, det er skørt, og at det især er synd for de ældre, der kan have svært ved at tilpasse sig. Det er meget trist, siger hun.
Hun håber, at udspillet nu vil blive debatteret - både i medierne og på Christiansborg.
- Jeg synes, det er rigtig godt, at der kommer en debat om det, og det er helt sikkert noget, vi skal drøfte, og som jeg tror vil skabe heftig debat.
Glemmer den sidste procent
Hos Ældre Sagen har man set den nye linje, og de har fokus på, at alle deres medlemmer skal huskes.
Det fortæller talsperson for digitalisering Louise Kambjerre Scheel til Ekstra Bladet.
- Vi hæfter os ved, at de skriver, at otte ud af ti danskere skal bruge DR digitalt. Der skal vi huske på, at der også skal være noget for de sidste 20 procent.
Hun mener derfor, at der skal være en plan for de ældre og andre seere, der ikke er digitale.
- Vi har jo mennesker, der lige nu ser TV avisen, hvor de får fortalt, at de kan læse mere på hjemmesiden, de føler sig jo allerede hægtet af.
Louise Kambjerre Scheel kan ikke kommentere, om Ældre Sagen har tænkt sig at gå i dialog med DR om den nye linje.