Tordner over TV2: - Det er dybt usmageligt

Flere seere gik vrede til tasterne efter fredagens første liveshow i 'X Factor'

Fredag var Lise Rønne tilbage som 'X Factor'-vært

Fredag blændede TV2 op for første liveshow i dette års 'X Factor'.

Det foregik traditionen tro i 'X Factor'-studiet i Priorparken i Brøndby, men grundet coronapandemien og nedlukningen af det danske samfund, blev showet afholdt uden publikum og med et minimum af folk til stede.

Alligevel kunne man undervejs se, at deltagerne blev både klippet og fik lagt makeup af stylister og frisører.

Det gik under fredagens show bestemt ikke seernes næse forbi, og både i Ekstra Bladets liveblog og på 'X Factors' Facebook-profil væltede det ind med kommentarer fra seere, der undrede sig over, hvorfor deltagerne blandt andet måtte blive klippet, når for eksempel frisører og kosmetologer er nogle af de liberale erhverv, der fortsat er lukket i Danmark grundet corona.

'Der må frisører gerne ordne hår, men frisører må ikke åbne. Det giver ingen mening. Et virkeligt dårligt og provokerende signal at sende til alle frisører', skrev en. 

Oh Lands løfte: Nu sker det

'Syntes i på Ekstra Bladet skal spørge vores statsminister om, hvorfor man i en sangkonkurrence kan få lov at få fixet dit hår på landsdækkende tv lige i fjæset på alle os frisøren, der er beordret lukket. Det er simpelthen dybt usmageligt af TV2 mod alle landets frisører, der er tvangslukket', lød det fra en seer, der selv arbejder som frisør.

'Håber virkelig alle landets frisører går sammen om en klage over, at TV2 hyrer frisører /stylister & make up folk. Det er en direkte HÅN mod landets frisøre, der er beordret lukket ned', lød det fra en anden seer, mens en lang række stemmede i og udtrykte utilfredshed over, at 'X Factor'-deltagerne må blive klippet, når de ikke selv er blevet det i flere måneder.

Alle deltagerne stod helt skarpt under fredagens liveshow. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Alle deltagerne stod helt skarpt under fredagens liveshow. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

En af de deltagere, der er blevet klippet i forbindelse med liveshows, er 22-årige Vilson.

- Jeg er blevet klippet, og jeg kan ikke rigtig se problemet i det. Selvfølgelig er det træls, at frisørerne er lukket, men der er jo andre regler, når man laver sådan et show her, siger han til Ekstra Bladet.

Følger anbefalinger
Ekstra Bladet har været i kontakt med TV2's underholdningsredaktør Dorte Borregaard.

Hun understreger, at det er produktionens egne stylister, der ordner deltagernes hår, og at alle retningslinjer bliver fulgt.

'Vi følger naturligvis myndighedernes retningslinjer, og vi har indført en lang række tiltag for at efterleve de regler og anbefalinger, der gør sig gældende for tv-produktioner', skriver hun i en mail til Ekstra Bladet og fortsætter:

'Det betyder, at vi kan have tilknyttet blandt andet frisør, stylist, makeup-artister mv. på ‘X Factor’, og de har naturligvis alle fokus på brug af værnemidler, rengøring, afstand og arbejdsgange', fortæller Dorte Borregaard videre.

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
 

Inden 'X Factor': Kommer med vild udmelding

De mange musikere, der har siddet bag dommerbordet i 'X Factor', har ikke helt ubetydelige formuer at gøre godt med. Læs om de rige dommere her (+).