Trods krisemøde: - Kærligheden er intakt

TV2-nyhedschef Jacob Kwon maler skønmaleri af stemningen efter tv-stationens krisemøde om sexisme

Jacob Kwon. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Jacob Kwon. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Kritikken vælter ned over TV2's håndtering af sexisme og sexchikane på tv-stationen, men alt er fryd og gammen.

I hvert fald ifølge nyhedschef Jacob Kwon.

Tidligere i dag indkaldte ledelsen medarbejderne i tv-stationens nyhedsafdeling til et digitalt stormøde, hvor ledelsen redegjorde for TV2's kurs i sagerne om sexisme i mediebranchen og på TV2.

- Hvad var helt konkret på dagsordenen for ledelsens vedkommende?

- Det var et møde, hvor vi ville i dialog med vores medarbejdere.

- Der er en vis uro i nyhedsafdelingen i forlængelse af denne debat, og vi fornemmede, at der var behov for at komme i dialog med medarbejderne og give dem muligheden for at stille spørgsmål, som de brændte inde med, til ledelsen.

- Hvad blev I spurgt om?

- Det holder vi internt.

- Diskuterede I sexisme på TV2?

- Hvad vi præcist har talt om, holder vi intent.

- Diskuterede I jeres nye habilitetsregel?

- Hvad vi præcist har talt om, holder vi internt.

- Hvad tog du med hjem fra mødet?

- Jeg synes, at der var en rigtig, rigtig god, konstruktiv tone, og mødet bekræftede det, vi gik ud fra - at medarbejderne holder af TV2 som arbejdsplads, og at de vil værne om TV2 som arbejdsplads.

- Så jeg tog det med, at vi stod samlet om at skulle arbejde med den her problemstilling, men også at kærligheden til TV2 er intakt.

- Står I ved beslutningen om, at medarbejdere, der har skrevet under på støtteerklæringen til Sofie Linde, er inhabile i dækningen af sagen?

- Ja, men som jeg også skrev på Twitter i fredags, er det en svær problemstilling, og vi er ikke 100 procent sikre på, at det sidste komma og punktum er sat præcist, hvor det skulle stå.

- Det kan man jo godt diskutere, men at der er habilitetsproblem, står vi ved, og det er stadig gældende.

- Behandler TV2 aktuelt sager om sexchikane?

 - Det kan jeg ikke komme ind på, for det ved jeg faktisk ikke.

- Hvad siger det om nyhedsafdelingen, at I bliver nødt til at holde dette møde?

- Det er ikke nogen hemmelighed, at nyhedsafdelingen på TV2 er kommet i centrum i denne sag, og derfor er det naturligt for os at samle medarbejdere, så de kan stille spørgsmål.

- Nu har du sagt en masse, men vi er ikke blevet klogere på substansen ...

- Det er, fordi det er et internt møde, så det er svært at gå i detaljer, siger Jacob Kwon.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra hovedtillidsmanden for TV2, Lennart Sten, men det har endnu ikke været muligt.

 

TV2 indkalder til krisemøde om sexisme

TV2-boss under kritik: - Pure nonsens

1615 kvinder har skrevet under på brev om sexisme