TV 2-deltager efter hård kritik: - Hun nedgør sig selv

'Hjem til gården'-Martin bliver kaldt 'vatpik' og 'tøsedreng', men det tager han i stiv arm

Smilet var stort, da Martin vandt teknik-dysten og kunne vende tilbage til gården. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Smilet var stort, da Martin vandt teknik-dysten og kunne vende tilbage til gården. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Da TV 2-programmet 'Hjem til gården' rullede over skærmen søndag aften, blev der sendt mange spydige kommentarer i deltageren Martins retning, fordi han valgte, at Michelle skulle dyste mod ham i tvekamp.

Særligt Michelle mente, at Martin var både en 'vatpik' og 'tøsedreng', fordi han valgte hende som kvinde frem for en af fyrene.

De beskyldninger giver Martin dog ikke meget for:

- Jeg blev oprigtigt skuffet over Michelle. Hun nedgør sig selv og alle de andre kvinder på gården i forsøget på at nedgøre mig. Hun er jo ikke tvunget til at bænkløfte mod mig eller splitte logge.

- Jeg tror, folk har en misforståelse, at det at være mand skulle være en fordel. Uanset fysiologien er det andenkæmperen, der vælger kampens betingelser. Så jeg så det som et ligeværdigt valg at pege på Michelle, fordi jeg af flere årsager så hende ude af gården, lyder det fra Martin.

Michelle måtte forlade 'Hjem til gården', da Martin slog hende i tvekampen. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Michelle måtte forlade 'Hjem til gården', da Martin slog hende i tvekampen. Foto: Lotta Lemche/TV 2

- 'Vatpik' og 'tøsedreng' tager jeg overhovedet ikke tungt - ikke om de havde sagt det til mig personligt på gården eller den dag i dag. Jeg valgte den, som ville give mig kampen, jeg håbede på. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvem jeg er, og det ændrer folks kommentarer ikke på. Jeg tog ind på gården som mig selv og forlod den ligeledes, fortsætter han.

'Vi er alle forskellige'
Også Daniel og Simon kommer med en del hårde kommentarer bag Daniels ryg under afsnittet. Heller ikke deres spydige ord rammer ham dog.

- Jeg tager det helt fint, at vi ikke altid kom godt ud af det med hinanden inde på gården. Vi var 14 meget forskellige mennesker, og det er naturligt, at man ikke altid kan enes. At de direkte siger, at de ikke kan lide min personlighed og ordentlighed er måske mere et udtryk for deres forskellighed til mig end min, forklarer han og tilføjer så:

- Jeg har da helt sikkert drevet Daniel til vanvid i begyndelsen, da vi er meget forskellige på opførsel, tale og måden, vi gør tingene. Jeg har dog ikke et ondt ord at sige om den mand, han fortjener at være med på gården, og uanset hvor langt han går, har gjort det godt for gården og sig selv.

Respekt til Michelle

Martin slår fast, at han i dag taler fint med de andre deltagere. De har det stort set alle godt sammen og mødes også regelmæssigt.

På trods af de hårde ord fra Michelle i programmet, har han intet ondt at sige om hende - snarere tværtimod.

- Det var virkelig fedt at have en god tvekamp, hvor begge deltagere brændte for at komme tilbage på gården, og jeg var da utrolig lettet over at kunne tage sejren. Da jeg begynder at pumpe, lang tid før Michelle kommer på podiet, vidste vi godt begge, hvad resultatet ville blive. Men hun blev ved. Al respekt til en, der fighter til det sidste. Her druknede hun den lille prinsesse og kæmpede videre, lyder det fra Martin.

- Så jeg synes, hun fik bevist, ligesom hun gjorde hver dag inde på gården, at hun ikke var en lille prinsesse, der spillede på sin rolle som en skrøbelig kvinde, afslutter han.

Se 'Hjem til gården' hver søndag klokken 20 på TV 2.

Mens der opstår både drama og splid under optagelserne, opstår der også venskab og kærlighed blandt 'Hjem til gården'-deltagerne. I 2018-udgaven blomstrede kærligheden mellem Ditte og Lars, men desværre endte forholdet på tragisk vis, da Lars døde i en ulykke i 2019. Læs den triste historie her.