TV 2 Zulu dropper mandehørmen

Det skal være slut med al den comedy og mandehørm på TV 2 Zulu, nu skal der gøres plads til pigerne og følelser

'Sjit Happens' var et populært program på TV2 Zulu, men nu skal der mindre mandefokus på kanalen. Foto: Mogens Flindt.
'Sjit Happens' var et populært program på TV2 Zulu, men nu skal der mindre mandefokus på kanalen. Foto: Mogens Flindt.

I 17 år har TV 2 Zulu været Danmarks førende ungdomskanal. Men nu er seerne begyndt at svigte nichekanalen, og derfor satser TV 2 Zulu på at ændre lidt i deres sendeflade.

Selvproducerede programmer som 'Sjit Happens', 'Dybvaaad', 'Hvor fanden er Herning' og 'Tak for i aften', men også udenlandske seersucceser som 'Venner', har kunne samle seerne til lidt dåselatter og comedy, men det bliver der nu ændret på.

- Det er blevet som at komme ind på et teenageværelse, hvor fem unge drenge har siddet lidt for længe. Der skal lige åbnes et vindue, siger administrerende direktør hos TV 2 Mette Eldrup til Berlingske Tidende.

Frustreret Hollywoodstjerne efter uheldig afsløring: Er det her live?

Nu skal der ikke være så meget mandehørm på kanalen. Der skal gøres plads til lidt følelser og pigelatter med de to nye programmer 'Pigerne' og 'Perfekte Steder'.

De to nye programmer er et led i et strategiskifte på TV 2 Zulus sendeflade. Håbet er, at de nye udsendelser gerne skulle ramme ned i den nye strategiske kasse, som kanalchefen på TV 2 Zulu, Sune Roland Jensen, kalder for 'giv mig en følelse'.

- Fjernsynsmediet er rigtig godt til at vise følelser og drømme, og det er det, vi gerne vil vise mere af i vores sendeflade. Vi melder ud til produktionsmiljøet, som leverer til os, at det er de her retninger, vi gerne ser på vores sendeflade, siger Sune Roland Jensen til Berlingske Tidende.

Man håber selvfølgelig også, at de nye satsninger vil trække flere seere til kanalen, som har mistet en del af deres kerneseere til streamningtjenester som HBO og Netflix.

TV 2 Zulu vil ikke fjerne comedy helt fra deres sendefladen, da det er en af grundstenene i TV 2 Zulus koncept forsikrer kanalchefen. Han lover også, at Mick Øgendahl, Ruben Søltoft og Tobias Dybvad stadig vil husere på kanalen i fremtiden.

Rapper anklages for 29 voldtægter