Tv-ekspert: - Det bliver rigtig svært

Ifølge tv-ekspert Keld Reinicke bliver det vanskeligt for en ny vært at udfylde Anders Breinholts sko som vært på 'Natholdet'

Tv-ekspert: - Det bliver rigtig svært

Tv-vært Anders Breinholt kunne mandag meddele, at når 2021 rinder ud, vil han ikke længere være at finde som vært på 'Natholdet' på TV 2.

Og selvom det ser ud til, at man planlægger at lade programmet fortsætte med en anden vært i front, bliver det noget af et tab for programmet, lyder vurderingen fra tv-ekspert Keld Reinicke.

- Det bliver rigtig svært at følge efter, så hvis jeg var TV 2, ville jeg nok tænke helt nyt. Hvis det havde været i USA, ville man sikkert vælge at beholde showet, som det er, men med en ny vært, men det kan være svært, hvis programmet er tæt knyttet sammen med værten, siger han til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Det skal være en speciel type, hvis man skal fortsætte med samme koncept, men man kan nemt komme til at skuffe.

Lykkedes
Keld Reinicke var selv med til at starte 'Natholdet' tilbage i 2010, og han er stor fan af programmet.

- Målet var at lave et 'late night show', som vi kender det fra USA, og det, synes jeg faktisk, er lykkedes. Der har været ikke været andre shows, der har kunnet gøre det, som han (Anders Breinholt, red.) har gjort.

- Et andet mål var, at vi gerne ville lave et program, hvor man kunne se kendte personer være på en anden måde og slappe mere af, og det har været i programmets dna fra starten, siger han.

En af grundene til programmets succes er i Keld Reinickes øjne Anders Breinholt.

- Han har gjort det megagodt. Det er virkelig stærkt at sidde sådan hver aften og fyre den af. Det er international kvalitet, det han har leveret, siger han.

Det er endnu ikke meldt ud, hvem der skal overtage roret fra Anders Breinholt på 'Natholdet'. i Radio4-programmet 'Det sidste måltid' fortæller Breinholt, at hans egen plan for, hvem der skulle løfte arven, er røget i vasken.

- Jeg havde orkestreret en ret fed plan, synes jeg selv, for, hvem der skulle overtage, hvordan overtagelsen skulle være og hele lortet, og jeg kan desværre ikke komme ind på, hvorfor der kom grus i maskineriet, men jeg kan bare sige, at der var en masse uenigheder nogle forskellige steder, og jeg blev lidt ked af det, da det røg i vasken, lyder det fra ham.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Anders Breinholt, men hans kone, Line Breinholt, der også er hans manager, kan oplyse, at han ikke har yderligere kommentarer for nuværende.