Tv-par skal giftes

'Landmand søger kærlighed'-parret Stine Marthine Pedersen og Niels Pors er blevet forlovet

Stine og Niels blev kærester under 'Landmand søger kærlighed'. Foto: TV 2
Stine og Niels blev kærester under 'Landmand søger kærlighed'. Foto: TV 2

Smilene er store hos tv-parret Stine Marthine Pedersen og Niels Pors, der fandt hinanden i seneste sæson 'Landmand søger kærlighed'.

For præcis en uge siden blev parret nemlig forlovet. Det afslører Stine nu på Instagram.

- Lørdag 29/5 blev jeg i et interview til et nyt tv-program spurgt efter, hvad næste skridt for Niels og jeg ville være, hvortil jeg svarede, at det hele var gået enormt hurtigt det sidste års tid, så jeg håbede, at der ville falde lidt ro over tingene, og at vi bare ville blive ved med at være glade sammen. Samme aften sidder Niels pludselig på knæ ved siden af mig ude på græsplænen med en ring, skriver Stine og deler desuden et billede af forlovelsesringen.

- Niels siger, han har gået og tænkt over at fri et godt stykke tid. Jeg havde slet ikke set den komme, men jeg blev rigtig glad og svarede ja med det samme. Ringen er perfekt, fortæller Stine til Ekstra Bladet.

Bryllup i vente
Parret er allerede så småt i gang med at overveje, hvornår brylluppet skal stå:

- 28. maj 2020 valgte jeg Niels til romantisk weekend i 'Landmand søger kærlighed', og 29. maj 2021 valgte Niels mig ved at spørge, om jeg vil gifte mig med ham. Så det kunne da være fint, hvis vi vælger hinanden om et års tid. Det er dog stadigvæk bare løs snak, forklarer Stine.

Stine fortæller på sin story på Instagram, at de i dag har fortalt hendes far nyheden, som han blev meget glad for at høre.

Det er ikke den eneste glædelige nyhed fra parret i dag. I formiddags kunne de nemlig afsløre, at det ikke er slut med at se dem på tv. Parret har nemlig sagt ja til at medvirke i endnu et TV2-program.