De fremstår velhavende og er glade for at bruge penge, når seerne følger Todd og Julie Chrisley på skærmen. Men virkeligheden kan meget vel være en helt anden.
Parret, der især er kendt fra 'Chrisley Knows Best', som inden længe får en tiende sæson, er også kendt fra en række andre tv-serier, der følger deres liv, samt værtstjanser i forskellige programmer. Det lyder som noget, der burde give masser af penge på kontoen, men måske er formuen grundlagt på svindel.
Det skal en jury mandag tage stilling til, når Todd og Julie Chrisley møder i retten, hvor de blandt andet er tiltalt for svindel og skatteunddragelse sammen med deres revisor, Peter Tarantino. Det skriver flere medier - heriblandt nyhedsbureauet AP.
Anklagemyndigheden mener, at parret har forfalsket en række dokumenter og kontoudtog og fået det til at fremstå som om, at de havde flere penge, end de i virkeligheden havde. De forfalskede dokumenter brugte de så til at få banker til at godkende store lån på millioner af dollars, som de brugte til at opretholde deres luksuriøse livsstil.
Parret skulle også have begået skatteunddragelse i deres fælles firma, 7C's Productions, i flere år. Det skulle revisoren have hjulpet med, hvorfor han altså også er tiltalt. Da skattemyndighederne slog ned på de manglende skatteindbetalinger, forfalskede Julie Chrisley ifølge anklagemyndighederne dokumenter, så det fremstod som om, at firmaet slet ikke tjente penge.
Desuden er de tiltalt for at have brugt de falske kontoudtog til at leje et hus i Californien, hvor de efter et par måneder bare stoppede med at betale huslejen.
'Han har snydt os'
Anklagemyndigheden rejste oprindeligt tiltalen i 2019, og siden er der kommet flere punkter til forud for mandagens retssag.
Inden tiltalen blev offentliggjort, afviste Todd Chrisley det hele på Instagram, skriver AP. I stedet gav han en tidligere ansat skylden.
Ifølge Todd Chrisley havde parret fyret ham, fordi de opdagede, at han stjal fra dem, og for at få hævn forfalskede han dokumenter og afleverede dem til myndighederne som bevis for, at Chrisley-parret havde begået svindel.
Anklagemyndigheden mener dog, at Todd og Julie Chrisley selv fik den tidligere ansatte til at forfalske dokumenterne - og efterfølgende påstod, at de ikke kendte til det.
Den påståede svindel foregik mellem 2007 og 2012 - altså lige omkring, hvor han erklærede sig personligt konkurs.
Alle tre tiltalte har erklæret sig ikke-skyldige. Retssagen starter mandag og forventes at løbe over flere dage.