Vild med dans - og penge

Det er ikke kun for deres blå øjnes og de ømme tæers skyld, at kendte danskere sæson efter sæson stiller op i 'Vild med dans'. Der er også penge i det

Jeanette Ottesen Gray glæder sig til at få det sjovt under 'Vild med dans'. Men hun har det også fint med, at der samtidig ryger penge ind på kontoen. (Foto: Mogens Flindt)
Jeanette Ottesen Gray glæder sig til at få det sjovt under 'Vild med dans'. Men hun har det også fint med, at der samtidig ryger penge ind på kontoen. (Foto: Mogens Flindt)

Læs også:

Sådan er de vilde dansere parret

Det er en statshemmelighed af de helt store, hvor mange penge der er i TV 2's underholdningssucces 'Vild med dans'.

Tv-stationen nægter i modsætning til DR og 'X Factor' at afsløre, hvor mange sms'er de får ind fra seerne, og dermed hvor mange penge der er i den del af forretningen.

Syv-otte luksusferier værd
TV 2 vil heller ikke løfte sløret for, hvordan kendis-danserne aflønnes. En ting er dog sikkert, og det er, at der er penge i det for deltagerne.

- Selvfølgelig får vi penge for det. Og pengene er en rar sidegevinst at få, siger den tidligere håndboldspiller Lars Rasmussen, da hele holdet torsdag aften var samlet for at blive rystet sammen med mad og bowling.

Parrene begynder først at danse på mandag. De må ikke før for TV 2.

- Hvad får du for at være med?

- Det må jeg ikke sige for TV 2. Men det er nok til en, to, tre, fire, fem, seks, syv-otte luksusferier til Thailand for to.

Læs også:

Vild med dans-drama: Brandalarm sender dansere på gaden

Pengene afgørende faktor
OL-svømmeren Jeanette Ottesen Gray kæmper i sin sport ofte for at få sponsorer og dermed penge til at kunne træne så meget som muligt. Også hun indrømmer, at der er penge i det.

- Pengene har da helt klart gjort, at det blev til et sikkert ja i sidste ende. Men min primære årsag var, at jeg gerne ville have det sjovt. Det har været en lang sej kamp frem mod OL. Jeg trænger til at have noget sjov. Jeg tror, det bliver rigtig hårdt, men det bliver en anden form for træning.

100.000 til vinderen
I skuespillerbranchen er det ikke nogen hemmelighed, at det i perioder kan være svært at få job. Det er dog ikke honoraret, der har fået skuespilleren Louise Mieritz til at sige ja. Det er nogle helt andre penge.

- Jeg har sagt ja, fordi man får 100.000, hvis man vinder... Nåh ikke...?, griner hun men bliver dog hurtig alvorlig igen:

- Ej, jeg har så mange kolleger, som tidligere har været med, og de har simpelthen gjort så god reklame for det.

- Men hvad med det økonomiske, kan du som skuespiller, hvor jobbene ikke altid hænger på træerne, afvise 100 procent, det ikke er bare lidt for pengenes skyld?

- Det betyder helt ærligt ikke noget for mig. Det er ikke derfor, jeg har sagt ja. Altså ikke ud over de der 100.000 man får som vinder, griner hun.

Der er premiere på den 9. sæson 'Vild med dans' på TV 2 fredag den 7. september.